Udpluk af danske dopingindrømmelser

Mere og mindre kendte danske cykelryttere har indrømmet brug af doping i løbet af de seneste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag aften meldte Rolf Sørensen sig i koret af dopingsyndere.

Her et udsnit af andre danske cykelryttere, der har indrømmet brug af doping.

---- ---- ---- ----

*2013: Rolf Sørensen indrømmer, at han periodevis har benyttet epo i sin aktive karriere i 90'erne. I enkelte tilfælde har han også benyttet stoffet kortison.

*2013: Michael Rasmussen indrømmer, at han var dopet i perioden 1998-2010. Rasmussen indrømmer brug af epo, væksthormon, testosteron, DHEA, insulin, IGF-1, kortison og blodtransfusioner.

* 2007: Bo Hamburger indrømmer, at han i perioden 1995-1997 har benyttet sig af epo.

* 2007: Bjarne Riis erkender, at han har benyttet sig af præstationsfremmende stoffer - blandt andet i forbindelse med sin Tour de France-sejr i 1996.

* 2007: Brian Holm indrømmer at have benyttet sig af epo, mens han kørte for Telekom-holdet.

* 2007: Michael Kyneb indrømmer, at han i 1990'erne eksperimenterede med epo.

* 2007: Søren Lilholt beretter, at han prøvede ting i sin aktive karriere, som senere er kommet på dopinglisten. Lilholt stoppede karrieren i 1992.

* 2006: Per Pedersen, der har deltaget i Tour de France fire gange, indrømmer at have benyttet sig af kortison i løbet af karrieren.

* 2006: Jesper Skibby udgiver bogen "Jesper Skibby - forstå mig ret", hvori han indrømmer længerevarende brug af doping.

/ritzau/