Udsigt til flere tilskuere vækker glæde i Esbjerg

Der kunne være op til 500 personer til stede på stadion, da Esbjerg fredag vandt over Randers FC. Nu er der måske snart udsigt til flere tilskuere på stadion. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Esbjerg-sportsdirektør Jimmi Nagel er glad for, at Folketingets partier åbner op for flere fans på lægterne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag aften er partierne på Christiansborg blevet enige om, at der skal flere tilskuere på stadion til superligakampe end de nuværende 500, der er tale om nu.

Helt konkret skal der i runde 29, hvor kampene bliver spillet 20.-22. juni, afvikles et forsøg, hvor der til tre af kampene vil blive lukket mere end 500 ind.

Det er endnu ikke besluttet, hvilke kampe det drejer sig om.

I Esbjerg er man glad for at høre, at der så småt er udsigt til at få endnu flere fans på lægterne igen. Det siger klubbens sportsdirektør umiddelbart efter 4-2-sejren over Randers.

- Det er glædeligt. Jeg er 100 procent sikker på, at vi godt kan lukke flere ind og stadig gøre det på en forsvarlig måde, siger Esbjergs sportsdirektør, Jimmi Nagel.

- De få mennesker, der var til stede mod Randers, betød meget for både stemningen, intensiteten og opbakningen. De gjorde det fantastisk.

Ifølge Esbjerg var der omtrent 350 fans til kampen fredag aften. De resterende 150 mennesker var de to spillertrupper, folkene omkring trupperne, ansatte på stadion og presse.

Også Esbjergs anfører, Markus Halsti, der var tilbage på banen for første gang siden december, var glad for den opbakning, holdet fik mod Randers.

- Det er dejligt at have fansene tilbage. Specielt når man vinder, så man kan takke dem efter kampen.

- Der er stor forskel på at spille uden og med tilskuere. Det er en helt anden følelse at komme ind til en kamp, og der så er fans, siger Halsti og påpeger, at det stadig er noget andet end under normale tilstande.

- Der er stadig langt fra 350 fans op til 6000 fans.

Esbjerg spiller i runde 29 hjemme mod Hobro 21. juni, men det vides endnu ikke, om den kamp kan blive en del af forsøget med flere tilskuere.