Uefa åbner døren for russiske ungdomsspillere
Ruslands U17-landshold for både drenge og piger kan igen deltage i Uefa-turneringer
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) åbner nu døren på klem for Rusland, der har været udelukket i Uefa-regi siden invasionen af Ukraine.
Uefas eksekutivkomité har besluttet at ophæve udelukkelsen af russiske U17-landshold for både drenge og piger, der dermed atter er velkomne i Uefas turneringer. Det meddeler forbundet på sin hjemmeside.
- Uefa er meget opmærksom på, at børn ikke bør straffes for handlinger, som kun voksne er ansvarlige for, lyder det.
Rusland blev udelukket fra Uefas turneringer i februar sidste år. Det betød blandt andet, at det russiske A-landshold mistede chancen for at kvalificere sig til VM i Qatar. Det er heller ikke en del af kvalifikationen til EM næste år.
Også de russiske klubber er spærret fra de europæiske turneringer. Det samme gælder ungdomslandshold for spillere over 18 år.
- Uefa er fast besluttet på, at denne position bliver opretholdt, indtil krigen er forbi, og freden er genoprettet, siger Uefa-præsident Aleksander Ceferin.
Alle kampe med russiske landshold vil blive afviklet uden for russisk territorium og uden landets flag, nationalhymne og landsholdenes sædvanlige spilledragter.
Eksekutivkomitéen har nu bedt Uefas administrative afdeling om at finde en løsning på, hvordan man får Rusland indlemmet i turneringer, hvor lodtrækningen allerede er afholdt.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned