Uefa åbner sag mod Mourinho efter dommerkritik
José Mourinho havde ikke meget til overs for Anthony Taylors præstation i Europa League-finalen. (Arkivfoto). Foto: David Klein/Ritzau Scanpix
José Mourinho har fået en disciplinærsag på halsen efter sin kritik af dommeren i Europa League-finalen.
- Fucking skændsel, mand. Det er en fucking skændsel.
Sådan lød det fra en oprevet José Mourinho efter onsdagens Europa League-finale.
Den portugisiske Roma-træner gik rundt i parkeringsgaragen under Puskas Arena i Budapest. De hårde ord var rettet mod Anthony Taylor, der havde passet fløjten i finalen, som den italienske hovedstadsklub tabte efter en straffesparkskonkurrence.
Den voldsomme kritik fra Mourinho, der også på pressemødet efter kampen kritiserede Taylor, får nu konsekvenser for portugiseren.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har således indledt en disciplinærsag mod ham.
Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.
- Det var en intens, maskulin og levende kamp med en dommer, der virkede spansk. Det var gult, gult og gult hele tiden.
- Vi er vant til, at dommere har indflydelse på vores kampe, så det er ikke noget nyt. Men jeg havde ikke regnet med det i en europæisk finale, lød det fra Mourinho om Anthony Taylor efter kampen.
Englænderen uddelte undervejs i kampen 13 gule kort, hvoraf syv var til Roma-spillere.
Efter kampen har Anthony Taylor ikke kun måtte stå model til kritik fra José Mourinho.
På vej hjem fra Budapest torsdag blev englænderen konfronteret af flere aggressive Roma-fans, der blandt andet kastede en flaske og en stol efter Taylor.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde