Uefa-censur understreger Hjulmands pointe

Det europæiske fodboldforbund Uefa har det tilsyneladende stadig svært med sagen om Shakhtar Donetsk-angriberen Luiz Adrianos kontroversielle mål mod FC Nordsjælland og forbundets håndtering af den.

Offentliggjort Sidst opdateret

I hvert fald har Uefa fuldstændigt undladt at referere FCN-træner Kasper Hjulmands kritik af den spilledags karantæne, som målet og overtrædelsen af de uskrevne fairplayregler udløste.

Selv om Hjulmand brugte en del tid på tirsdagens pressemøde i London forud for Chelsea-kampen på at tale om sagen, er der ingen citater at finde i foromtalen af kampen på Uefas hjemmeside.

Ironisk, når det netop var Uefas censur i forbindelse med Shakhtar-kampen, som Hjulmand angreb på pressemødet.

- Alt, hvad jeg sagde på pressemødet efter kampen blev klippet ud, målet er ikke at se på deres hjemmeside, og så lægger de kun én linje på med straffen, sagde Hjulmand tirsdag.

Uefas hjemmeside citerer dog i foromtalen af opgøret mod Chelsea i stedet FC Nordsjællands træner for en række ufarlige selvfølgeligheder.

- Vi vil gøre vores bedste for at præstere. Og hvem ved, jeg tror at vi kan yde god modstand, så vi gør vores bedste for at få et godt resultat, skal Hjulmand blandt andet have sagt.

Uefa, der udadtil signalerer, at man sætter fairplay og respekt i højsædet, gav Luiz Adriano én spilledags karantæne i onsdagens betydningsløse kamp mod Juventus for at have udnyttet en fairplay-tilbagelægning til at udligne til 1-1.

/ritzau/