Uefa giver Esbjerg grønt lys til målmandsbytte
Esbjerg har en debutant i målet, når esbjergenserne torsdag aften tager imod Fiorentina i Europa League.
Det europæiske fodboldforbund (Uefa) har givet Esbjerg-træner Niels Frederiksen grønt lys til at benytte nyindkøbet Martin Dubravka mod italienerne, selv om slovakken ikke stod opført på den oprindelige liste over spillere, der kan benyttes i Europa.
Men Uefas regelsæt tilsiger, at der skal være to målmænd i kamptruppen, og derfor er der mulighed for at skifte ud, hvis en af de opførte målmænd er skadet, som tilfældet er med vestjydernes sædvanlige førstevalg, Frederik Rønnow.
- Vi har sendt alle dokumenter og røntgenbilleder på Rønnow ned til Uefa, og så har Uefas egne læger vurderet sagen. Onsdag har vi så fået lov til at skrive Dubravka ind i truppen, siger Niels Erik Søndergaard fra Esbjergs sportslige sektor.
Det er et springerknæ, der driller talentfulde Rønnow, som er ude på ubestemt tid. Han har dog mulighed for at blive skrevet ind i Europa League-truppen på et senere tidspunkt, hvis Esbjerg overrasker og slår Fiorentina ud.
Martin Dubravka blev i vinter hentet i Zilina i Slovakiet, som han både har repræsenteret i Europa League og Champions League.
Klubskiftet skulle egentlig først have været effektueret fra sommerferien, men i lyset af Rønnows skade valgte Esbjerg altså at købe den 25-årige slovak med øjeblikkelig virkning.
Nu bliver det altså Dubravka, der skal sørge for, at Mario Gómez, Alessandro Matri og de øvrige Fiorentina-spillere ikke rejser fra Blue Water Arena med en succesoplevelse.
- Der har ikke været meget tid til forberedelse, men jeg håber, det bliver godt. Jeg har trænet med holdet på træningslejren i Tyrkiet, så det skal nok gå. Det bliver en stor kamp, siger Martin Dubravka.
Kampen mellem Esbjerg og Fiorentina spilles torsdag aften klokken 19.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned