Uefa har ikke flere kommentarer til dansk kritik
Kasper Hjulmand mener ikke, at Danmark skulle have spillet kampen mod Finland færdig lørdag aften. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Uefa forholder sig ikke yderligere til kritik af, at man lod Danmark spille EM-kamp færdig efter hjertestop.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har fået hård kritik for at sende Danmark i kamp ved EM lørdag aften, efter at Christian Eriksen havde haft hjertestop på banen.
På et pressemøde tirsdag formiddag gentog landstræner Kasper Hjulmand, at det danske hold kun fik de to muligheder at spille kampen mod Finland færdig lørdag aften eller genoptage den søndag klokken 12.
Tirsdag har Ritzau kontaktet Uefa med en række opfølgende spørgsmål ovenpå Hjulmands kritik, men Uefa har ikke mere at tilføje.
- Uefa har allerede kommunikeret bredt om emnet og vil ikke give yderligere interviews om sagen, lyder det i et skriftligt svar til Ritzau.
Uefa udsendte mandag et svar på den tidligere fremførte kritik.
- Uefa er sikker på, at det behandlede forløbet med største respekt for den følsomme situation og spillerne. Det blev først besluttet at genoptage kampen, efter at de to hold ønskede at færdiggøre kampen samme aften, lød det i en udtalelse fra Uefa til Reuters.
Den danske lejr har givet udtryk for, at man valgte at den mindst dårlige løsning ud af to dårlige valgmuligheder.
Uefa har henvist til paragraffer, der siger, at en afbrudt kamp skal spilles færdig på kampdagen eller senest dagen efter.
I fodboldverdenen har det vakt undren, at EM-reglerne siger, at coronatilfælde i princippet kan udskyde en planlagt kamp med 48 timer, men at dette ikke kan lade sig gøre ved et tilfælde som lørdag aften, hvor Eriksen kollapsede og fik hjertestop.
Det var et af de spørgsmål, som Ritzau gerne ville have hørt Uefa til.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde