Uefa har modtaget 20 millioner billetansøgninger til EM
De tyske stadioner har sjældent mange tomme sæder, og sådan ser det også ud til at blive til næste sommers EM-slutrunde. (Arkivfoto). Foto: Matthias Schrader/Ritzau Scanpix
Der tegner til at blive godt fyldt på stadionerne til næste års EM-slutrunde i fodbold i Tyskland.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) kommer næppe til at brænde inde med mange billetter til næste sommers EM-slutrunde i Tyskland.
Fredag meddelte Uefa, at man allerede havde modtaget over 20 millioner billetansøgninger til slutrunden, i det system hvor interesserede i første omgang skal ansøge om godkendelse til at kunne købe billet.
- Det exceptionelle antal ansøgninger vidner om den fortsatte interesse, der er for turneringen, og interessen fra fans over hele verden, siger Uefas eventdirektør Martin Kallen ifølge nyhedsbureauets Reuters.
65 procent af ansøgningerne kommer fra tyske fodboldfans, mens engelske, franske, spanske og østrigske fans indtager de næste pladser på listen over, hvor ansøgningerne kommer fra.
En halv million af ansøgningerne kommer fra folk uden for Europa, oplyser Uefa.
En del kommer dog til at blive skuffet.
Eksempelvis har man allerede registreret 2,3 millioner ansøgninger om billet til EM-finalen på Det Olympiske Stadion i Berlin. Det er 33 gange flere, end der er kapacitet til.
Også åbningskampen 14. juni på Allianz Arena i München, hvor Tyskland bliver den ene deltager, er der massiv interesse for. Her er der indløbet 1,4 millioner billetansøgninger. Der er dog kun plads til 70.000 tilskuere.
Danmark kan med en sejr hjemme over Slovenien i næste kvalifikationskamp sikre sig en plads til EM.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker