Uefa indfører mere VAR i europæiske klubturneringer
Der vil være VAR i alle tre europæiske klubturneringer fra senest playoffrunden og frem fra næste sæson. (Arkivfoto). Foto: John Sibley/Reuters
Der vil være VAR i Conference Leagues gruppespil og i hele kvalifikationen til Champions League i næste sæson.
Video Assistant Referee eller bare VAR kommer til at fylde mere i de europæiske turneringer i de kommende sæsoner.
Det oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) mandag på sin hjemmeside.
Største ændring bliver, at der i næste sæsons Conference League vil være VAR fra playoffrunden i kvalifikationen og fremefter.
Det kan få betydning for FC Nordsjælland, AGF og FC Midtjylland, der er de tre danske deltagere i turneringen.
I sidste sæson gjorde den tredjebedste klubturnering i Uefa-regi ellers først brug af VAR efter gruppespillet.
Også i Champions League, hvor FC København er den danske repræsentant, udvider Uefa brugen af det til tider omdiskuterede værktøj for dommerne.
Her vil der fremover blive gjort brug af VAR i alle kvalifikationsrunder mod i sidste sæson først fra tredje kvalifikationsrunde.
I den næstbedste turnering, Europa League, bliver VAR taget i brug fra tredje kvalifikationsrunde og frem.
Uefa meddeler desuden, at der fra 2024/25-sæsonen, hvor der kommer nyt format i alle tre turneringer, vil blive skruet endnu mere op for VAR.
Både i Champions League og Europa League vil systemet her blive taget i brug fra første kvalifikationsrunde, og man undersøger desuden muligheden for at udvide brugen i Conference League yderligere.
Uefa introducerede for første gang VAR i sine klubturneringer i forårets slutspil i Champions League i 2019. I den danske Superliga har VAR været i brug siden 2020/21-sæsonen.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker