Uefa slår fast: Bendtner er i karantæne

Det danske fodboldlandshold kommer til at undvære Nicklas Bendtner i VM-kvalifikationskampen 8. september mod Tjekkiet i Parken.

Offentliggjort Sidst opdateret

Angriberen og Dansk Boldspil-Union (DBU) har nemlig ikke fået medhold i den anke, de mandag havde til behandling i Bendtners famøse "underbukse-sag" fra sommerens EM-slutrunde i Polen og Ukraine.

Det oplyser det europæiske fodboldforbund, Uefa, på sin hjemmeside.

Bendtner flashede sine underbukser fra spiludbyderen Paddy Power, da han 13. juni scorede til 2-2 for Danmark i gruppekampen mod Portugal, som endte med at vinde opgøret 3-2.

Episoden takserede Uefa få dage efter til en bøde på 100.000 euro - svarende til cirka 750.000 kroner - samt én spilledags karantæne.

Desværre for landsholdet betød det, at Bendtner var ude af den vigtige kamp mod Tjekkiet - en af Danmarks største rivaler i VM-kvalifikationen.

Mens bøden ikke blev anket af Bendtner, så ankede han og DBU karantænen - men altså forgæves. Paddy Power har udtalt, at de har betalt Bendtners bøde.

På grund af den usikre situation om Bendtner valgte landstræner Morten Olsen i testkampen mod Slovakiet i midten af august kun at lade angriberen spille første halvleg.

Landstræneren ville i anden halvleg prøve alternativer af, hvis Bendtners karantæne stod ved magt.

AaB-angriberen Nicklas Helenius fik chancen mod Slovakiet, og det er meget sandsynligt, at Helenius igen er at finde blandt Morten Olsens udvalgte, når landstræneren tirsdag udtager holdet til Tjekkiet-kampen.

Andre alternativer til at spille Bendtners plads er de to offensive midtbanespillere Lasse Schöne (Ajax) og Kasper Lorentzen (FC Nordsjælland).

Bendtner har spillet 52 landskampe og er noteret for 20 mål i rødt og hvidt.

/ritzau/