Uefa udskyder annoncering af EM-værtskab til april

Pernille Harder og resten af det danske landshold kan ende med at skulle spille EM-kampe på hjemmebane i 2025. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Danmark og de andre nordiske lande finder først i april ud af, om de skal være værter for kvinde-EM i 2025.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) ville efter planen have annonceret værterne for EM i kvindefodbold i 2025 23. januar næste år.

Men det bliver nu udskudt til starten af april. Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

DBU har sammen med fodboldforbundene i Sverige, Norge og Finland afleveret et fælles nordisk bud på at være værter for slutrunden.

Udskydelsen skyldes, at flere af de endelige bud på EM i 2025 er for dyre, skriver DBU.

- Derfor skal budgiverne - heriblandt det nordiske bud – genforhandles, og omkostningerne skal vurderes på ny. Dette arbejde er allerede i gang, lyder det fra fodboldforbundet.

De nordiske lande indleverede deres bud til Uefa 12. oktober. Planen er, at EM-kampene skal spilles i København, Stockholm, Oslo, Helsingør, Odense, Göteborg, Trondheim og Tampere.

- Siden buddet blev afleveret i oktober har de nordiske fodboldforbund været i dialog med Uefa om indholdet af buddene, skriver DBU på sin hjemmeside.

- Dialogen har været positiv og konstruktiv, og de nordiske forbund ser udskydelsen som en god mulighed for at justere og optimere buddet yderligere efter Uefas ønsker.

Frankrig, Polen og Schweiz har også lagt billet ind på at være værter med hver deres separate bud.

/ritzau/