Uefa underkender Chelseas Courtois-klausul
Allerede inden Chelsea og Atlético Madrid blev parret i fredagens lodtrækning til semifinalerne i Champions League blev der spekuleret i, om Atlético Madrid ville kunne benytte sig af førstemålmand Thibaut Courtois i de indbyrdes kampe mellem de to klubber.
Men nu slår det europæiske fodboldforbund, Uefa, fast, at Chelsea ikke må lægge hindringer i vejen for sin direkte modstander.
- Både Champions League-reglerne og Uefas disciplinærregler indeholder klare bestemmelser, som forbyder en klub at få indflydelse eller forsøge at få indflydelse på, hvilke spillere en anden klub kan eller ikke kan bruge i en kamp, hedder det på fodboldforbundets hjemmeside.
Når diskussionen kommer op, skyldes det at 21-årige Courtois har kontrakt med Chelsea, men har været udlejet til Atlético Madrid i tre sæsoner.
Ifølge Atletico-præsident Enrique Cerezo siger en klausul i lejeaftalen, at spanierne skal betale tre millioner euro, hvis Courtois spiller imod Chelsea.
I og med, at semifinalen afgøres over to kampe, ville det altså koste madrilenerne seks millioner euro eller knap 45 millioner kroner at benytte belgieren ifølge kontrakten.
Chelsea har indtil videre ikke villet kommentere den omtalte klausul.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde