Uefa undersøger aggressiv østrigsk EM-målscorer
Østrigs anfører David Alaba har fat i holdkammeraten Marko Arnautovic kort efter angriberens scoring mod Nordmakedonien forleden. Foto: Frank Hoermann/Sven Simon/Ritzau Scanpix
Frank Hoermann/Sven Simon/Ritzau Scanpix
Nordmakedoniens forbund har bedt Uefa straffe Østrigs Marko Arnautovic efter angriberens udbrud søndag.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har åbnet en undersøgelse af Østrigs Marko Arnautovic.
Det sker, efter at angriberen søndag blev skiftet ind, scorede og jublede aggressivt i Østrigs 3-1-sejr over Nordmakedonien.
32-årige Arnautovic scorede til slutresultatet efter 89 minutter og fulgte det op med adskillige tilråb, inden han blev dysset ned af sine medspillere.
Uefas undersøgelse kommer i forlængelse af en officiel anmodning fra Det Nordmakedonske Fodboldforbund (FFM).
- Vi fordømmer på det kraftigste det nationalistiske udbrud af den østrigske spiller Marko Arnautovic, skriver FMM på sin Facebook-side og beder om en hård straf.
Arnautovic har siden episoden søndag undskyldt for sin opførsel på sine sociale medier.
- Jeg vil gerne sige én ting meget klart: JEG ER IKKE RACIST. Jeg har venner i nærmest alle lande, og jeg står for diversitet. Alle, der kender mig, er klar over dette, skriver Arnautovic blandt andet.
Det er endnu uklart, hvad Arnautovic råbte.
Ifølge serbiske medier var det mindre pæne ting rettet mod de nordmakedonske spillere, der har albanske rødder.
Arnautovic, der har en serbisk far, har ikke bekræftet dette, men undskylder i sin meddelelse specifikt til sine "venner fra Nordmakedonien og Albanien".
Østrigs næste kamp ved EM er torsdag mod Holland i Amsterdam.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde