Uheldigt Zanka-selvmål sender Bayern på kurs mod storsejr
Benjamin Pavard var blandt målscorerne, da Bayern München storsejrede over Düsseldorf. Foto: Pool/Reuters
Pool/Reuters
Bayern München vandt klart med 5-0 over Düsseldorf og Mathias "Zanka" Jørgensen.
Et rygstød fra seks ligakampe i træk uden nederlag gjorde ingen forskel for Fortuna Düsseldorf, da holdet lørdag aften besøgte Bayern München i den tyske Bundesliga.
De undertippede gæster blev udspillet efter alle kunstens regler af et mesterhold i topform. Bayern München vandt 5-0 i en kamp, der som cifrene antyder, var totalt blottet for spænding.
Nogen særligt spændende oplevelse var det formentlig heller ikke for Düsseldorfs dansker, Mathias "Zanka" Jørgensen, der kom på hårdt arbejde i en overmatchet bagkæde.
Jørgensen var uheldig med at blive noteret for et selvmål, da Bayern bragte sig foran med 1-0 efter et kvarter.
Han forsøgte at bremse Benjamin Pavards afslutning, men kunne ikke nå at ændre boldens retning. I stedet sendte han den blot det sidste stykke ind over stregen.
Det er dog svært at forestille sig, at selvmålet fik afgørende betydning for kampens udfald. Det velspillende hjemmehold var i fuld kontrol fra start til slut.
- Vi mødte et utrolig godt hold. Så simpelt er det. Bayern var meget bedre end os, det viser cifrene også, siger Mathias "Zanka" Jørgensen i et interview vist på TV3 Sport.
- Vi skulle have været bedre i de første 20 minutter. Derfra var det op ad bakke for os, konstaterer danskeren.
Pavard gjorde det til 2-0, og Robert Lewandowski øgede til 3-0 inden pausen.
Den polske målsluger fik lov at afslutte et forrygende gennemspillet angreb, hvor han i selskab med Joshua Kimmich og Thomas Müller trak gæsternes forsvar helt rundt i manegen.
Da Lewandowski og Alphonso Davies syv minutter inde i anden halvleg havde gjort det til 5-0, måtte Düsseldorf-træner Uwe Rösler frygte en afklapsning.
Men han slap for at ærgre sig over flere Bayern-scoringer på en lang aften, der udstillede forskellen på top og bund i ligaen.
Med sejren er Bayern Münchens forspring i toppen udvidet til ti point. Holdet har dog spillet en kamp med end nærmeste forfølger, Dortmund, der søndag møder bundproppen Paderborn.
Düsseldorf ligger tredjesidst og har Werder Bremen lige i hælene.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde