Uhre lyner to gange for Philadelphia i nederlag til Montreal
Et mål dybt inde i den forlængede spilletid gav CF Montreal sejren over Philadelphia Union og Mikael Uhre.
Den tidligere Brøndby-angriber Mikael Uhre gjorde sin del af arbejdet i et forsøg på at hive tre point hjem til Philadelphia Union mod CF Montreal i MSL natten til søndag dansk tid.
Den 28-årige dansker scorede således hele to gange i anden halvleg. Først bragte han gæsterne på 1-1 i det 46. minut, og et kvarter senere gjorde han det til 2-1.
Det er Uhres to første mål for Philadelphia Union i denne sæson.
I sidste sæson scorede danskeren 13 mål for sit hold.
Indsatsen mod CF Montreal var dog forgæves. Et rødt kort til Philadelphias Julian Carranza i midten af anden halvleg åbnede døren for et comeback til hjemmeholdet.
Med et hovedstød på en ripost fra et skud på underliggeren udlignede Chinonso Offor til 2-2 i det 90. minut.
Og hele otte minutter inde i den forlængede spilletid kom dødsstødet, da Romell Quito kæmpede sig forbi forsvaret og headede bolden i mål på et langt indlæg på tværs af feltet.
Det var honduranerens andet mål i kampen, efter at han fra straffesparkspletten havde gjort det til 1-0 til CF Montreal, mindre end tre minutter efter at kampen var blevet fløjtet i gang.
Philadelphia Union, der er forsvarende mestre i Eastern Conference i Major League Soccer, havde før lørdagens kamp ikke tabt til CF Montreal i de seneste seks opgør mellem de to hold.
Philadelphia Union og Mikael Uhre ligger i øjeblikket på 10.-pladsen i holdets division i MLS med seks point efter fire kampe.
I januar sidste år skiftede superligatopscorer Mikael Uhre fra Brøndby IF til Philadelphia Union.
Angriberen kom til Brøndby i 2018 fra Sønderjyske og nåede at spille 123 kampe for vestegnsklubben med 48 mål til følge.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned