Uhyggelige russere har ingen svagheder

Det havde slet ikke været nødvendigt at hente tre ekstra stjerner hjem. Men at det russiske ishockeylandshold alligevel vælger at hente NHL-spillerne Evgenij Malkin, Sergei Gonchar og Pavel Datsyuk til VM i Tyskland, siger noget om, at de bare vil vinde VM-guldet efter en skuffende kvartfinalexit mod Canada i OL-turneringen.

Med eller uden de tre har Rusland et hold, der ikke lader meget tilbage at ønske. I Alexander Ovechkin og Ilja Kovalchuk råder man over individualister i absolut topklasse, men selv i fjerdekæden har spillerne et niveau, der ligger langt over mange andre landes førsteformation.

Derfor er det også noget af en opgave, der venter det danske forsvar, når Rusland og Danmark tørner sammen søndag aften på isen i Lanxess Arena i Köln.

- Jeg kan ikke rigtigt komme på noget, de ikke er gode til. De har simpelthen bare fantastiske spillere hele vejen rundt, siger backen Stefan Lassen, der to gange tidligere i VM-sammenhæng har prøvet at stå over for superstjernen Alexander Ovechkin, der har scoret i hver af Ruslands tre kampe i VM-turneringen.

- Han er en lille betonblok, der kan løbe på skøjter som vinden. Nogle gange står han også helt stille, men så laver han alligevel mål. Han ved altid, hvor han skal placere sig, siger Stefan Lassen.

Mads Bech Christensen var med, da Danmark tabte 1-4 mod russerne ved VM for to år siden i Quebec. Dengang gik der længe, inden russerne fik scoret, og det håber han også, at der gør denne gang.

- Hvis de først får gang i hjulene, så kan det blive rigtigt uhyggeligt, siger frederikshavneren.

Han så gerne, at Danmark slap fra russerne med så få psykiske skrammer som muligt.

- Selv om der ikke er nogen, der regner med, at vi vinder, så kan det sagtens få betydning for humøret, hvis vi får en ordentlig lussing. Så jeg håber, at vi får lukket nogenlunde af, siger backen.

/ritzau/

Rusland har stjernespillere på holdet lige fra første- til fjerdekæden. Og så har de endda lige hentet tre ekstra spillere ind til opgøret mod Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret