Ukraine bruger fodbolden som pusterum og talerør i en krigstid

Artem Dovbyk, der har en fortid i de danske klubber FC Midtjylland og Sønderjyske, er efter 14 kampe topscorer i den ukrainske liga. (Arkivfoto). Foto: David W Cerny/Reuters

Ukraines fodboldliga har kæmpet sig igennem den første halvdel af sæsonen under barske betingelser. Frygten for missilangreb ligger i baghovedet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er kun spillet ni minutter.

Spillerne fra Dnipro-1 og FC Oleksandriya løber rundt på det mennesketomme stadion i Uzjhorod, da luftsirenerne lyder. Et angreb er på vej.

Holdene kender proceduren, for det er langtfra første gang, de prøver det. De går i rask tempo til et beskyttelsesrum under stadion og venter på, at kampen bliver genoptaget.

Men det bliver den ikke. Risikoen for et russisk angreb i nærheden er for stor, og kampen bliver endegyldigt afblæst.

Den ukrainske fodboldliga er kommet i gang igen, efter at Rusland for snart et år siden indledte en invasion af nabolandet. På nogle - i europæisk sammenhæng - hidtil usete betingelser.

Det krævede et større tilløb fra klubber og ligarepræsentanter, før det i sommer blev besluttet at genoptage fodbolden i den ukrainske Premier League.

- Det var svært, for vi vidste ikke, hvordan det ville gå, og hvad der ville ske. Vi havde ingen erfaringer med at spille i en krigstid, forklarer Dmytro Kitayev, som er direktør i FC Oleksandriya.

Krigshandlinger på ukrainsk jord er som sådan ikke nyt. Ligaen har i ni år kæmpet for at finde løsninger under den ukrainske konflikt med Rusland, og Shakhtar Donetsk har ikke spillet på sin normale hjemmebane siden 2014.

Men efter invasionen i 2022 er faren i princippet til stede overalt i landet.

Ukrainerne ved, at de løber en risiko ved at spille fodboldkampe, mens russiske missiler slår ned, og kampen om territorierne i det østlige Ukraine pågår.

Når luftsirener lyder, er det en meget konkret og ubehagelig påmindelse om, at alle kan være i fare.

- Ingen ved, hvor missilerne lander. For det er ikke kun militæret, der er i fare, når vi hører luftsirener. Infrastruktur og kulturelle bygninger har også været mål for angreb, siger klubdirektøren.

Spillerne reagerer meget forskelligt på de farer, der lurer. Det fortæller pressechef for førerholdet Dnipro-1 Vadim Takhterin.

- Hvis de ukrainske spillere er bange, viser de det slet ikke, for de forstår hele situationen.

Spillerne fra den ukrainske liga sender hilsener til befolkningen og militæret i forbindelse med kampene. På banneret står der "Vi er forenet i modet". Foto: Maria Tretiak/FC Oleksandriya/Free

- De udenlandske spillere er selvfølgelig bange og føler sig utrygge på rejserne, og når der er luftsirener. Nogle af spillerne er blevet væk fra kampe efter samtaler med klubben. Klubben forstår alle følelserne, forklarer pressechefen.

Mens holdene er modstandere på banen, er samhørigheden omkring det større formål stor. Før kampene er både spillere og dommere svøbt i ukrainske flag, og for at mindes ofrene holder alle et øjebliks stilhed.

Det kan synes som en parentes i historien at afvikle fodboldkampe midt i en krigstid, men betydningen er større end som så.

Ude i stuerne sidder folk og følger deres favoritklubber på fjernsynet, computeren eller telefonen.

- Det er meget stort. De kan tænke på noget andet end problemerne. Der sker ikke så meget andet godt for tiden, siger Vadim Takhterin.

Klubpræsident i Dnipro-1 Yuriy Bereza er selv en del af militæret som hærfører for Dnipros bataljon. Og han fortæller folkene hjemme i klubben, at fodboldkampene når helt ud til frontlinjen.

- Vi ved, at soldaterne ser alle kampene. Eller i hvert fald højdepunkter. De siger: "Vi forsvarer Ukraine, og I skal spille", beretter Vadim Takhterin.

Før alle kampene i Ukraine er spillere og dommere svøbt i det ukrainske flags farver. Foto: Maria Tretiak/FC Oleksandriya/Free

- Det er rigtig vigtigt for soldaterne at føle noget glæde og ikke kun tænke på farer og krig, forklarer han.

Ukraine er et stort land - næsten 15 gange større end Danmark. Og når man ikke kan flyve, bliver transporten hurtigt en logistisk udfordring.

Militæret har tilladt holdene at spille i fire forskellige regioner, og for at komme frem er de nødt til at tage bussen eller toget.

På de tre måneder, første halvdel af sæsonen varede, rejste FC Oleksandriya omkring 10.000 kilometer, og også hos de andre hold har kilometertælleren været på overarbejde.

Dnipro-1 har sideløbende med ligaen deltaget i den europæiske klubturnering Conference League, og mens udekampene spilles i modstandernes lande, har det ukrainske hold hjemmebane i Slovakiet.

Sådan er det også 23. februar, når Dnipro-1 møder AEK Larnaca fra Cypern i den anden af to knockoutkampe i Conference League.

Turen frem og tilbage over grænsen tager lang tid og trækker tænder ud. Men den er det hele værd, mener pressechefen.

- De internationale kampe er en god mulighed for at fortælle om, hvad der sker i Ukraine. Før og efter alle kampe er der mange, der spørger vores spillere, trænere og mig om situationen - om krigen, siger Vadim Takhterin.

Kampen om det ukrainske mesterskab begynder igen i slutningen af februar.

Før de sidste 15 runder fører Dnipro-1 med fem point ned til Shakhtar Donetsk og Dynamo Kyiv.

/ritzau/

Bolden ruller videre i Ukraine på usædvanlige vilkår

Den ukrainske liga er kommet i gang igen på en række usædvanlige vilkår:

* Kampene spilles uden fans på lægterne af fare for sikkerheden.

* Før kampene er alle spillere og dommere iført ukrainske flag, og der afholdes et øjebliks stilhed.

* Der må kun spilles i fire regioner - hovedstaden Kiev samt tre regioner i den vestlige del af Ukraine.

* Af samme årsag spiller adskillige hold ikke på deres sædvanlige hjemmebane.

* Desna Chernihiv og FC Mariupol deltager ikke, efter at deres stadioner og lokale infrastruktur er blevet ødelagt.

* Kampe kan blive afbrudt af luftsirener. Så skal holdene straks søge mod beskyttelsesrum.

Kilder: Reuters, The Guardian og FC Oleksandria.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu