Ukraine: Rusland bør forvises efter optagelse af Krim-klubber
Ukraines fodboldforbund, UAF, har opfordret både Fifa og Uefa til at tage affære mod det russiske fodboldforbund, RSF. (Arkivfoto). Foto: Michael Buholzer/Ritzau Scanpix
Rusland beskyldes af Ukraine for at have optaget klubber fra annekterede Krim i sin fodboldpyramide.
Rusland bør smides ud af både Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) for angivelige brud på reglerne i de internationale og europæiske fodboldforbund.
Sådan lyder opfordringen fra Ukraine ifølge avisen The Guardian, efter at Rusland tilsyneladende har optaget klubber fra halvøen Krim i sin fodboldpyramide.
Rusland har siden 2014 annekteret Krim, der internationalt anerkendes som tilhørende Ukraine.
Krim er siden da blevet opfattet som en "særlig zone" af Uefa. Det betyder, at klubber på Krim kun må spille kampe mod hinanden og ikke må deltage i europæiske turneringer.
Men klubberne Rubin Yalta og FC Sevastopol spillede ifølge Ukraines fodboldforbund ifølge The Guardian 16. juli deres første kampe i den russiske fjerdedivision National League 2B.
Ukraines fodboldforbund, UAF, har derfor opfordret både Fifa og Uefa til at tage affære mod det russiske fodboldforbund, RSF.
- UAF appellerer til, at Fifa og Uefa overvejer muligheden om at ekskludere RSF fra medlemskab i Fifa og Uefa på grund af beviselige brud på de ledende instansers regelsæt og den globale fodboldfamilies værdier, lyder det i et brev sendt til Fifa og Uefa.
RSF's generalsekretær, Maxim Mitrofanov, fortalte tidligere på måneden lokale medier, at den division, de to klubber spiller i, ikke hører under det russiske fodboldforbund efter omdannelsen af ligaen til en amatørturnering.
Men ifølge kilder, heriblandt nuværende spillere, som The Guardian har talt med, er det ikke sandt. Ligeledes fremgår den omtalte turnering på RSF's hjemmeside som en del af den russiske fodboldpyramide.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub