Ukrainske Shakhtar savner støtte mod Bayern

Shakhtar Donetsk har hjemmebane mod Bayern München. Men hjemmebanen er mere end 1000 kilometer fra hjemmet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det ukrainske fodboldhold Shakhtar Donetsk er i forfald inden Champions League-mødet med Bayern München tirsdag aften.

Shakhtar møder Bayern hjemme, men hjemmebanen er i Lviv, mere end 1000 kilometer fra den sædvanlige hjemmebane Donbass Arena.

Shakhtar Donetsk er blevet forvist fra sin egen hjemmebane på grund af urolighederne i Ukraine, hvor regeringen kæmper mod pro-russiske separatister.

Shakhtar Donetsk har vundet fem nationale mesterskaber i træk, men holdet må nu spille sine hjemmekampe i ligaen i Bannikov Arena i Kiev, hvor der kun er plads til 1700 tilskuere mod 50.000 på holdets sædvanlige hjemmebane.

Det har givet et minus på fem point i forhold til Dynamo Kiev, som er tophold.

- Det har ikke været nogen nem sæson, for alle vores hjemmekampe føles som udekampe, siger anfører Dario Srna, der er kroatisk landsholdsspiller, til nyhedsbureauet AFP.

- Vi savner virkelig støtten fra vores fans, men i disse svære tider, vil vi gøre vores bedste for at glæde dem, som elsker klubben, fortsætter han.

På vejen gennem gruppespillet i Champions League satte ukrainerne ellers Champions League-rekord med en sejr på 7-0 over Bate Borisov. Donetsk blev ifølge AFP det første hold i historien til at føre 6-0 ved pausen i Champions League.

Mod Bayern München får Shakhtar Donetsk det problem, at holdet kun har forberedt sig med træningskampe. Den ukrainske liga bliver først genoptaget den 28. februar efter vinterpausen.

- På papiret er Bayern München selvfølgelig favoritter, men det betyder ikke, at de allerede er gået videre, siger Shakhtar Donetsks cheftræner Mircea Lucescu til AFP.