Ukrainske stjerner sender Nordmakedonien til tælling
Andriy Yarmolenko scorede og lavede en assist i Ukraines 2-1-sejr over Nordmakedonien. Foto: Robert Ghement/Ritzau Scanpix
Robert Ghement/Ritzau Scanpix
Ukraine slog Nordmakedonien med 2-1 i en livlig kamp med to straffespark og masser af drama.
Ukraine er tilbage i EM-varmen efter en særdeles underholdende 2-1-sejr over Nordmakedonien.
Offensivprofilerne Andriy Yarmolenko og Roman Yaremchuk kom begge på tavlen for anden kamp i træk, og Ukraine tillod sig også at misbruge et straffespark undervejs.
Ukraine har nu tre point i gruppe C - ligesom Holland og Østrig, der senere torsdag mødes i Amsterdam.
Nordmakedonien er til gengæld på randen af eliminering som det første hold ved EM. Hvis Holland tager point mod Østrig, slutter Nordmakedonien med sikkerhed sidst i gruppen og rejser hjem efter tre kampe.
Opgøret startede nogenlunde åbent og livligt, men efter en lille halv time huggede Ukraine til to gange inden for fem minutter.
Først skubbede Yarmolenko et forlænget hjørnespark over stregen til 1-0, kort efter at han selv havde misbrugt en stor chance.
Siden spillede Yarmolenko bolden dybt til stærke Yaremchuk, der var kølig i sin afslutning.
Med 2-0 på tavlen lignede det en formsag for det kontrollerende ukrainske mandskab, men Nordmakedonien bed godt fra sig.
Veteranen Goran Pandev fik en scoring annulleret inden pausen, og efter pausen fremtvang han et korrekt straffespark efter en god start af nordmakedonerne og et drøn på træværket.
Leeds-spilleren Egzijan Alioski fik sendt bolden i kassen i to forsøg, og Nordmakedonien havde dermed fået nyt liv.
Efter 83 minutter fik Ukraine muligheden for at tage gassen af Nordmakedoniens ballon, men keeper Stole Dimitrievski reddede flot et straffespark fra den ukrainske kreatør Ruslan Malinovskyi.
Kampens argentinske dommer, Fernando Rapallini, havde en travl aften med masser af situationer i felterne, men det klarede han med lidt hjælp fra VAR på fremragende vis.
Gruppe C færdigspilles mandag fra klokken 18.00. Her gæster Nordmakedonien i Amsterdam Holland, mens Ukraine bliver i Bukarest og møder Østrig.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker