Ukrainske tvillinger jagter OL til lyden af sirener
Vladyslava (til venstre) and Maryna Aleksiiva (til højre) var med til at vinde OL-bronze i holdkonkurrencen i kunstsvømning ved OL i Tokyo. De jagter for tiden en plads ved legene i Paris næste år. Træningen foregår i Kharkiv tæt på den russiske grænse. Foto: Sergey Bobok/Ritzau Scanpix
Luftsirenerne lyder fem-seks gange dagligt i Kharkiv, hvor to tvillinger træner frem mod OL i kunstsvømning.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Meget er sket, siden de ukrainske tvillinger Maryna og Vladyslava Aleksiiva i 2021 var med til at hente OL-bronze i holdkonkurrencen i kunstsvømning ved legene i Tokyo.
Ukraine blev for halvandet år siden invaderet af Rusland, hvilket fik søstrene til at flygte til Italien, men de er nu tilbage i hjembyen Kharkiv i det østlige Ukraine nær grænsen til Rusland.
Her træner de frem mod OL i Paris om ni måneder, mens luftalarmerne lyder over byen fem-seks gange i døgnet.
- Når der er luftsirener, så er vi lidt bekymrede over, hvad der sker. Så føles det, som om der er en krig i gang, siger Vladyslava Aleksiiva til AFP.
Tvillingerne er vendt tilbage til Kharkiv, hvor familien fortsat er bosat. Umiddelbart før invasionen havde søstrene købt lejligheder, som de først for nylig er flyttet ind i.
Annonce
De mangler endnu at kvalificere sig til næste års OL i Paris, og kvalifikationen har deres store fokus.
- Det er den vigtigste tid i vores liv. Uanset at der er krig, siger Vladyslava Aleksiiva.
Her ses de to tvillingsøstre i vandet ved VM i Japan tidligere på året. (Arkivfoto). Foto: Takumi Harada/Ritzau Scanpix
Når tvillingerne indimellem hører eksplosioner i nærheden, så afbryder de træningen og løber ned i kælderen iført de våde svømmedragter.
I september sidste år blev svømmehallen ramt af et missil, hvilket fortsat kan ses på bygningen. Vinduerne er endnu ikke blevet udskiftet, efter at de klirrede og gik i stykker.
- Det er på en måde lykkedes at lappe dem til med pap, siger Maryna Aleksiiva.
Ikke mange andre bruger svømmehallen, hvilket er en fordel, når der skal trænes frem mod OL. Skulle strømmen gå, så er der ingen nødgenerator i hallen, men indtil videre har det ikke givet problemer.
- Vandet er varmt, siger Maryna Aleksiiva, mens søsteren tilføjer, at de kan træne ligeså længe, de vil.
- Der er ingen mennesker her. Det kan vores træner virkelig godt lide, siger Maryna Aleksiiva, mens en luftsirene går i gang.
- Det er blevet helt normalt. Det sker fem-seks gange om dagen, og også om natten, siger Maryna Aleksiiva.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker