Ulissi sprinter fra Mikkel Honoré og vinder Giro-etape
Rytterne i Giroen kørte på 2. etape fra Alcamo til Agrigento på Sicilien. Her ses de ved starten af søndagens etape. Foto: Luca Bettini/Ritzau Scanpix
Luca Bettini/Ritzau Scanpix
For anden dag i træk tog dansker en tredjeplads i Giroen, da Mikkel Honoré pludselig blandede sig om sejren.
Dansk cykling viser sig flot frem i starten af dette års udgave af Giro d'Italia.
Efter Mikkel Bjergs tredjeplads lørdag på enkeltstarten, opnåede Mikkel Honoré også en tredjeplads på 2. etape søndag.
Den danske rytter fra Quick-Step blev kun overgået af to af feltets dygtige afsluttere.
Italieneren Diego Ulissi (UAE) vandt etapen foran slovakken Peter Sagan (Bora), mens Honoré snuppede tredjepladsen.
Mikkel Honoré angreb flere gange i slutfasen. Første gang var det ham, der åbnede med et angreb på det sidste stejle stykke i den sicilianske målby Agrigento.
Ulissi halede dog hurtigt Honoré ind, og Sagan kæmpede for at komme op til de to førende ryttere.
Honoré havde flere kræfter, men var måske for ivrig og åbnede tidligt spurten.
Igen fik Ulissi hurtigt kontakt, mens Sagan sad lige i baghjulet på Honoré.
De to rutinerede sprintere overhalede på de sidste 20-25 meter begge Honoré.
Ulissi var dog klart stærkere end Sagan, der ser ud til at have mistet lidt af sin speed fra tidligere i karrieren. Sagan har ikke vundet et løb i 15 måneder.
Det var 31-årige Ulissis syvende etapesejr i Giroen i karrieren.
Fem sekunder efter kom Sunweb-sprinteren Michael Matthews ind over målstregen med et større felt og blev nummer fire.
Jakob Fuglsang sad også i feltet med de store favoritter, og den danske Astana-kaptajn kom ind som nummer 12 lige bagved Geraint Thomas (Ineos).
Astana, som mistede Miguel Ángel López efter et styrt på lørdagens 1. etape, mistede endnu en rytter søndag.
Aleksandr Vlasov udgik efter at have fået maveproblemer, og det efterlader Fuglsang uden endnu en af de ryttere, der skulle hjælpe ham i det italienske etapeløb.
Filippo Ganna forsvarede den lyserøde førertrøje, som han erobrede med lørdagens sejr på enkeltstarten.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned