Den internationale sportsdomstol CAS har annonceret, at den vil fælde endelig dom over den 38-årige tysker i løbet af torsdagen.
- For mig bliver det en lykkens dag. Jeg er glad for, at afgørelsen endelig falder. Så kan jeg lægge sagen bag mig en gang for alle, siger Jan Ullrich ifølge nyhedsbureauet DPA.
Jan Ullrichs afgørelse bliver den tredje i en uge med store afgørelser i dopingsagernes helt eget univers. Først kom meddelelsen om, at dopingsagen mod Lance Armstrong er droppet, og mandag fik Alberto Contador en toårig karantæne.
Jan Ullrich, som kørte på schweizisk licens, indstillede karrieren i februar 2007, og han har ikke siden givet udtryk for, at han ønsker at køre cykelløb på professionelt plan igen.
De schweiziske antidopingmyndigheder har også for længst opgivet dopingsagen med henvisning til, at tyskeren ikke længere er aktiv, men både den internationale cykelunion UCI og det internationale antidopingagentur Wada ønskede det anderledes.
Wada og UCI ankede i 2010 schweizernes beslutning om at henlægge Ullrichs sag, og det er den afgørelse, der kommer fra CAS torsdag.
Sagen handler om den spanske dopingsag Operacion Puerto, som Jan Ullrich blev linket til i 2006, da han blev suspenderet kort før Tour de France samme år.
Siden da har han ikke kørt professionelle cykelløb.
Til gengæld har tyskeren kørt amatørløb, og han har tidligere fortalt, hvordan han har nydt at cykle og arrangere cykelarrangementer for entusiaster.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde