Ulrik Wilbek indkalder erfaren erstatning

Landstræner Ulrik Wilbek svarer igen på den seneste tids uheld med skader i herrelandsholdets forsvar og indkalder den erfarne Bjerringbro-Silkeborgspiller (BSV), Kasper Nielsen.

Den 35-årige BSV-spiller har spillet 143 landskampe og scoret 283 mål for Danmark.

Først blev Rene Toft Hansen skadet. Og lørdag eftermiddag fulgte Anders Oechsler samme vej, da han i KIF Koldings nederlag til Viborg var involveret i et sammenstød, som kostede ham en ledbåndsskade - og formentlig deltagelsen ved VM.

De to forsvarsspillere var tiltænkt vigtige roller i midterforsvaret på herrernes VM-hold, men Ulrik Wilbek må sandsynligvis se bort fra begge spillere ved slutrunden.

Landsholdets træningslejr til VM starter i Silkeborg 1. januar.

/ritzau/

Landstræner Ulrik Wilbek har indkaldt Kasper Nielsen fra Bjerringbro-Silkeborg til VM-landsholdstruppen.

Offentliggjort Sidst opdateret