Underholdende udesejr sikrer Viborg Europa-playoff
Viborg FF har stadig muligheden for at sikre sig en europæisk billet i næste sæson. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Med en 2-0-sejr spillede Viborg sig i Europa-playoff og er nu kun en sejr fra europæisk fodbold i næste sæson.
Lørdag sikrede Viborg sig førstepladsen i Superligaens nedrykningsspil, da holdet i en chancerig kamp slog Sønderjyske med 2-0 i sidste spillerunde.
Dermed har viborgenserne som oprykkere spillet sig til den ene af to pladser i Superligaens Europa-playoff.
Vinderen af playoffkampen, som spilles 29. maj, skal spille europæisk fodbold næste sæson.
Modstanderen findes søndag, når sidste runde i mesterskabsspillet afvikles.
Viborg var i størstedelen af kampen det dominerende mandskab. Holdet var både i stand til at skabe chancer efter længere perioder med boldbesiddelse og omstillinger.
Det var især vanskeligt for Sønderjyskes defensiv at styre Viborgs offensivkort Younes Bakiz. Han havde ofte sidste eller næstsidste fod på udeholdets angreb.
Viborg slutter på en samlet syvendeplads i Superligaen.
Sønderjyske ender omvendt på 12.- og sidstepladsen og rykker ud af Superligaen.
Udeholdet bragte sig foran 1-0 efter en halv time. Venstrebacken Christian Sørensens indlægsbold snød Sønderjyske-målmanden og sejlede i mål via bagstolpen.
Sønderjyske var meget tæt på en udligning et minut før pausefløjtet, da forsvarskæmpen Maxime Soulas headede på stolpen.
Hjemmeholdet nærmede også en scoring efter pausen. Sønderjyske havde fire nærgående forsøg, kort efter at kampen rundede en time. Afslutningerne savnede dog kvalitet.
I stedet var det Viborg, der fordoblede føringen efter 69 minutter. Midterforsvaren Nicolas Bürgy bragte udeholdet på 2-0, da han efter klumpspil sparkede bolden ind ved bageste stolpe.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker