Undertippede Packers vinder Super Bowl

Green Bay Packers vandt søndag nat dansk tid Super Bowl over Pittsburgh Steelers med 31-25.

Favoritterne Steelers var tæt på at hente Packers i kampens sidste quarter, men holdet og stjerne-quarterbacken Ben Roethlisberger nåede aldrig at indhente modstanderholdets føring, der kom i stand tidligt i kampen.

De undertippede spillere fra Green Bay Packers tog således Pittsburgh Steelers på sengen i første quarter, hvor holdet med to touchdowns skabte et fremragende udgangspunkt for resten af kampen.

Selv om Steelers både formåede at score et field goal og svare igen med en velkastet touchdown-aflevering fra Roethlisberger i andet quarter, var det ikke nok, da Packers endnu engang fandt vej til modstanderholdets endzone.

De to hold gik derfor til halvleg ved stillingen 21-10 til Packers, og Pittsburgh lignede på ingen måde en kommende Super Bowl-vinder.

I anden halvleg kom der dog langt bedre gang i favoritterne og Roethlisberger.

Holdet lavede blandt andet to touchdowns, hvor den ene blev fulgt op af en flot two-point konversion, som for alvor bragte spændingen tilbage i kampen.

Med stillingen 28-25 til Packers var Pittsburgh-mandskabet således kun en enkelt touchdown fra Super Bowl-sejren.

Men det endte med lige ved og næsten for Roethlisbergers mandskab.

Packers scorede kampens sidste point med et field goal, og Steelers måtte vinke farvel til sejren, mens jublende Green Bay-spillere omfavnede hinanden på det mægtige Cowboys Stadium i Texas.

Steelers havde vundet Super Bowl seks gange i alt inden søndages opgør, mens modstanderne havde hjemtaget det prestigefulde trofæ halvt så mange gange.

Packers havde ikke vundet det såkaldte Vince Lombardi-trofæ siden 1996.

/ritzau/

Super Bowl-finalen endte med sejr til de undertippede Green Bay Packers. Kampen var tæt til det sidste.

Offentliggjort Sidst opdateret