Undertippet dansk par slog seedede japanere
Både publikum og spillerne på banen tog sig tirsdag aften lidt af en tur i rutsjebanen, da mixeddoubleparret Julie Houmann og Anders Kristiansen spillede sig videre til tredje runde ved VM i badminton.
Tre hårde sæt skulle der til, før sejren kom i hus, og her havde vi oplevet et dansk par, der spillede som dag og nat. Heldigvis endte Houmann og Kristiansen med at stå i lyset til sidst, mens japanerne blev sendt ud i mørket.
21-9, 20-22 og 21-11 lød sætcifrene på i en kamp, hvor det danske par blev båret frem af et tændt hjemmepublikum. Der var noget danskerne satte pris på.
- Det føles som om, at man har tusind mennesker i ryggen, og de skubber én fremad. Det er fantastisk og en virkelig fed oplevelse, siger Julie Houmann.
Selvom de nu har slået et seedet par ud, så vil Julie Houmann alligevel ikke love sejr i næste runde, hvor et syvendeseedet thailandsk par venter.
- Vi må huske, at træerne ikke vokser ind i himlen. Det næste par, vi skal møde, er endnu bedre, så vi kommer til at være underdogs igen. Nu skal vi lige nyde sejren i dag, og på torsdag går vi så ind til kampen med dyb respekt for vores modstander, siger Julie Houmann.
Med sejren er der stadig to danske mixeddoublepar tilbage ved VM, hvor også Christinna Pedersen og Joachim Fischer er tilbage.
Tidligere tirsdag blev Kamilla Rytter Juhl og Mads Pieler Kolding samt Niclas Nøhr og Sara Thygesen slået ud af VM.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned