Ung belgisk cykelrytter dør efter hjerteanfald
22-årige Daan Myngheer blev utilpas under løb, fik et hjerteanfald og lå i koma. Mandag mistede han livet.
Den 22-årige belgiske cykelrytter Daan Myngheer er mandag aften død, oplyser hans hold, Roubaix Lille Métropole, ifølge cyclingnews.com.
Myngheer fik et hjerteanfald under lørdagens første etape af Criterium International, hvor han udgik med omkring 25 kilometer til mål.
Belgieren følte sig skidt tilpas, og i ambulancen fik han et hjerteanfald, som efterfølgende sendte ham i koma.
Efter hjerteanfaldet blev en helikopter tilkaldt, og Daan Myngheer blev omgående fløjet til et hospital i Ajaccio for at blive behandlet.
- Vi er meget bevægede over at måtte oplyse, at Daan er død. Han tabte sin sidste kamp efter at have kæmpet som en stor mester, skriver holdet på Facebook.
- Alle vores tanker går til hans forældre, hans søster Fleur Emely og til hele familien.
- Hvil i fred, mester, lyder det fra holdet.
Myngheer er den anden belgiske cykelrytter, der mister livet i påskeweekenden. Søndag døde Antoine Demoitié (Wanty-Groupe Gobert) af de kvæstelser, han pådrog sig i et sammenstød med en motorcykel under Gent-Wevelgem.
Daan Myngheer blev professionel i 2015, og inden denne sæson skiftede han til Roubaix Lille Métropole-holdet.
I 2015 var han også en del af de belgiske hold ved U23-VM i USA.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker