Ung FCK-komet øjner spilletid i skæbnekamp

FC København bruger efterhånden ikke mange spillere fra egne rækker. Et af klubbens få egenudviklede talenter er Thomas Delaney, som øjner en plads i startopstillingen mod Viktoria Plzen.

I returkampen mod tjekkerne, som gælder en plads i Champions Leagues gruppespil, må FCK klare sig uden stamspilleren Claudemir, og det åbner et hul på midtbanen.

- Jeg håber, der bliver plads til mig. Vi har Claudemir ude med en skade, så vi har en mindre på midtbanen. Hvis jeg står på holdkortet, så er jeg meget tilfreds, og så vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, siger Delaney.

Midtbanespilleren, som begyndte sin karriere i KB som treårig, fik sin debut for FCK i 2009, og siden er det blevet til 40 betydende kampe, senest i lørdagens 1-0-sejr over AC Horsens.

- Jeg synes, jeg leverede en fin præstation mod Horsens, og jeg er fyldt med selvtillid.

- Jeg vil altid helst spille central midt, men det er der ikke så meget mulighed for lige for tiden, fordi vi har nogle gode spillere derinde, så jeg tager gerne en plads på venstre midt, hvis der er brug for det, forklarer U/19-landsholdsspilleren.

I denne sæson er han blevet brugt mest på venstrekanten, hvor Jesper Grønkjærs karrierestop og Martin Vingaards knæskade har gjort pladsen mere åben.

Kantspillerne Johan Absalonsen og nyindkøbet fra Molde, Pape Pate Diouf, er også i spil til venstrekanten, men uanset hvem der får chancen, skal der angribes fra kanterne.

- Jeg forventer, at vi går ud og satser offensivt, så vi får skabt en masse chancer. Vi skal have tre mål, og vi vil gerne ryste dem med et hurtigt mål.

- Det vil få vores fans til at tro på det, og vi har brug for deres opbakning. Et tidligt mål vil være guld værd, fastslår Delaney.

Den 19-årige FCK-komet er stadig skuffet over, at holdet tabte den første kamp i Parken.

- Selvfølgelig kan vi tabe en kamp, men måden og tidspunktet, det skete på, var bare ærgerlig. Vi ville gerne have byttet et par stykker af vores superligasejre for en sejr over Plzen, siger han.

/ritzau/

FC Københavns 19-årige talent Thomas Delaney bejler til en plads i startopstillingen mod Viktoria Plzen.

Offentliggjort Sidst opdateret