Ung firerkajak stråler af potentiale efter VM

Den unge firerkajak er fuld af potentiale, mener sportschef i Dansk Kano og Kajak Forbund Lars Robl. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

På trods af en syvendeplads til VM spår sportschef kvindernes 500 meter firerkajak en lys fremtid.

Offentliggjort Sidst opdateret

Luften var fuld af ungdommelig energi, efter kvindernes 500 meter firerkajak tilkæmpede sig en dansk syvendeplads til VM på Bagsværd Sø.

Kvartetten bestående af Pernille Knudsen, Julie Funch, Bolette Iversen og Sara Milthers er alle født i 1997 bortset fra sidstnævnte, som er fra 2002.

Med den unge alder taget i betragtning ser sportschefen i Dansk Kano og Kajak Forbund, Lars Robl, masser af potentiale forud for OL i Paris.

- Det, jeg tog med fra OL i sommer, er, at de andre firerkajakker er en OL-cyklus eller to længere fremme.

- De her piger mangler erfaring, så jeg har rigtig store forventninger til OL i Paris (i 2024, red.). Hvis de her piger holder sammen og bliver ved med at arbejde stenhårdt, så er jeg helt sikker på, at de er medaljekandidater, siger Lars Robl.

Og forventningerne er ikke kun store hos sportschefen.

- Fremtiden byder på en masse vægttræning for vores vedkommende. Vi skal blive større, stærkere og mere rutineret. Vi har en masse træningstimer og stævner sammen forude, og jeg tror på, at vi rykker os. For hvert år tager vi et lille skridt deropad, så fremtiden er super lovende, siger Julie Funch.

På trods af ambitionerne er der dog stadig plads til at fejre slutningen på en opslidende sæson, der højst usædvanligt har budt på både OL og VM på grund af corona.

Humøret var i hvert fald højt efter finalen.

- Den nærmeste fremtid kommer til at byde på pizza og øl, siger Julie Funch.

- Vi har en sæson, der skal fejres, Danmark har leveret nogle gode resultater i weekenden, som også skal fejres, og så synes jeg, at vi skal fejre, at vi er i verdenseliten med en syvendeplads, siger Pernille Knudsen, som lørdag vandt VM-bronze i 1000 meter enerkajak.

- Jeg synes også, at vi skal skåle for alle dem, der er kommet herud for at heppe på os. Det har været så fedt at mærke opbakningen, også torsdag og fredag, hvor dem, der skulle på arbejde ikke kunne komme herud, hvor der i stedet kom en folkeskoleklasse, som kom og råbte Danmark, siger Bolette Iversen.