Ung golfer tager spidsen i Himmerland - Olesen i fremgang
Thorbjørn Olesen gik torsdagens runde i fire slag under par. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Marcus Helligkilde fører Jyske Bank Danish PGA Championship med tre slag til de nærmeste før sidste runde.
Den unge golfspiller Marcus Helligkilde har lagt sig komfortabelt i spidsen for golfturneringen Jyske Bank Danish PGA Championship i Himmerland inden sidstedagen fredag.
Torsdag leverede han en anden runde i 65 slag - otte slag under par - og er dermed sammenlagt i 14 slag under par i invitationsturneringen, der fungerer som et uofficielt DM for professionelle.
Undervejs noterede han sig syv birdies, en eagle samt en enkelt bogey, der trak i den anden retning. Det gjorde ham til rundens bedste og sørgede for avancementet fra tredje- til førstepladsen.
Tre slag efter på andenpladsen følger Rasmus Højgaard og Niklas Nørgaard Møller. Sidstnævnte mistede førstepladsen, mens Højgaard avancerede seks pladser i stillingen, og de er nu begge i 11 slag under par.
Stjernen Thorbjørn Olesen, der spiller sin første turnering i mere end 11 måneder, gik en fin runde torsdag efter en dag på det jævne onsdag.
Den 30-årige nordsjællænder, der har en sag kørende i det britiske retssystem og derfor er udelukket fra turneringer på European Tour og PGA Tour, leverede en runde i fire slag under par, som også er hans samlede status inden sidste runde.
Olesen præsterede seks birdies og to bogeys på runden, hvilket aktuelt rækker til en delt 13.-plads.
Danmarks tre bedste kvindelige spillere deltager også i turneringen. Bedst går det for Nanna Koerstz Madsen, der ligger delt nummer ni i seks slag under par.
Emily Kristine Pedersen og Nicole Broch Larsen er henholdsvis delt nummer 21 og 27.
36 spillere er på startlisten i turneringen, der arrangeres af Ecco Tour.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub