Ung spiller understreger talent med et hav af assister
Sofie Svava roses for sine offensive kvaliteter, som også kom til udtryk i landsholdets seneste kamp mod Aserbajdsjan. Foto: Aziz Karimov/Reuters
Aziz Karimov/Reuters
Med seks assister i VM-kvalifikationens første to kampe stråler talentet hos den 21-årige back Sofie Svava.
Mens landsholdet prydes af flere rutinerede profiler som Pernille Harder og Nadia Nadim, kæmper unge spillere for at bide sig fast i startopstillingen.
En af talenterne, som for tiden markerer sig, er den 21-årige venstreback Sofie Svava.
To år i streg er hun blevet kåret som det største danske talent af Spillerforeningen, og med seks assister i de første to VM-kvalifikationskampe har hun med afstand lavet flest målgivende afleveringer på tværs af kvalifikationen.
Fire spillere henvises til en delt andenplads med tre assister.
Sofie Svava har allerede nu flotte meritter på cv'et, og den unge spiller vækker begejstring hos landsholdsanfører Pernille Harder.
- Hun er et kæmpe talent, og hun er stadig utrolig ung. Hun har en masse kvaliteter, som vi allerede nu nyder godt af, og jeg tror kun, at hun kommer til at udvikle sig og blive endnu bedre, siger Harder.
Torsdag spiller Danmark VM-kvalifikationskamp mod Bosnien, som forventes at stille med et kompakt forsvar.
I den forbindelse kan Sofie Svava komme til at spille en nøglerolle, mener landstræner Lars Søndergaard.
- Hun har et fantastisk venstreben. Nogle af de assister, hun har, er fra hjørnespark, fordi hun server bolden rigtig godt.
- Det er lige præcis hendes offensive kvaliteter, som vi har brug for i de her kampe. Især mod modstandere, der står lavt, er hun et rigtig godt våben at have, vurderer landstræneren.
Mens det for tiden går fremragende på landsholdet, kæmper Sofie Svada med at bide sig fast i startopstillingen på klubplan.
I starten af 2021 tog hun et stort skridt og skiftede den svenske klub FC Rosengård ud med storklubben Wolfsburg, som ifølge Uefa's koefficientliste er verdens tredjebedste klub.
Lars Søndergaard håber, at det kan blive til mere spilletid for det unge talent.
- Det er selvfølgelig bekymrende, at hun ikke spiller. Hun har spillet fint, men hun skal gerne blive ved med at spille, for manglende kamptræning kan hurtigt gå hen og blive et problem.
- Sofie Svava kan blive rigtig god, men som sagt er det vigtigt, at hun udvikler sig i klubben, hvor hun bruger størstedelen af tiden træningsmæssigt og kampmæssigt, siger han.
Spilleren selv er knap så bekymret, men ser ligesom Lars Søndergaard også gerne, at det bliver til mere spilletid.
- Lige nu synes jeg, at det går godt. Jeg bliver ved med at udvikle mig i Wolfsburg og træner rigtig godt hver dag.
- Selvfølgelig vil jeg gerne spille noget mere, og jeg har da også fået lidt spilletid i starten og lavet nogle indhop, men når man som ung og mindre rutineret tager til en storklub, skal man også være god til at håndtere den slags.
- Jeg knokler og synes, at jeg udvikler mig, og så håber jeg, at det bliver til mere spilletid, siger Svava.
Danmark spiller torsdag mod Bosnien på hjemmebane i Viborg klokken 18.
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Kronprinsen til stor brofest
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse