Ung trio får chancen fra start

18-årige Benjamin Lauridsen (tv) kan i aften se frem til sin debut på Nykøbing FC's divisionshold i sæsonens sidste kamp på udebane mod FC Fredericia. Foto: Privat

Nykøbing FC slutter sæsonen i Fredericia med en hyldest til Biri Biri.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Når Nykøbing FC torsdag aften afrunder sæsonen i 1. division i den fremrykkede udekamp mod FC Fredericia, sker det med en hyldest til den legendariske gambianer Biri Biri, der døde i søndags i en alder af 72 år.

Biri Biri var den første afrikaner i dansk fodbold og spillede for B.1901 i halvanden sæson i 1972-73, hvor han bl.a. var med i den tabte pokalfinale mod Randers Freja i 1973.

Spillerne for Nykøbing FC bærer sort armbind, og inden opgøret på Monjasa Park fløjtes op afholdes et minuts stilhed.

- Det er længe før min tid, men Biri Biri er en legende i Nykøbing, så det er passende at hylde ham på denne måde, siger Nykøbing FC's cheftræner Claus Jensen.

Han kaster sit hold ud i en på papirtet svær opgave mod østjyderne, der indtager tredjepladsen og forbliver der uanset kampens udfald, mens falstringerne som bekendt definitivt blev dømt til nedrykning i søndags og slutter sæsonen som nummer 10 eller11.

Ikke imponeret

Fredericia har dog ikke imponeret i foråret med 16 point i 14 kampe - kun fem mere end Nykøbing FC - og de nåede aldrig at blive en trussel i oprykningskampen, selv om de overvintrede på andenpladsen bare tre point efter Vejle.

- Jeg tror, det kan blive en ganske underholdende kamp, når der nu ikke er noget på spil, siger NFC-træneren.

- Vi går selvfølgelig ud for at vise flaget og forsøge at få point med hjem med en spillemæssig god præstation, siger cheftræneren.

"Bjørnene" trænger i den grad til en positiv oplevelse efter fem nederlag på stribe og syv kampe i træk uden sejr.

Nogen negativ rekord ender det dog ikke med. Den har godt en halv snes år på bagen i den mareridtsagtige 2008/09-sæson i 1. division, der indeholdt otte nederlag på stribe og 16 kampe i træk uden sejr!

Teenagere i start-11'er

Eftersom kampen er uden den store betydning, får en trio af unge talenter chancen hos Nykøbing FC.

Det betyder, at Nikolaj Bonde, Jacob Blach Nielsen og Benjamin Lauridsen alle er med i startopstillingen for første gang i dette forår.

Benjamin Lauridsen kan tilmed se frem til sin debut på divisionsplan.

Det nåede Jacob Blach Nielsen lige at smage til i nogle få minutter mod Vendsyssel, mens Nikolaj Bonde står foran sin 12. kamp i 1. division.

- De er en vigtig del af fremtiden i klubben, så selvfølgelig skal de spille, siger Claus Jensen.

Kvartet mangler

Han kan næppe mønstre en fuldbesat trup til opgøret.

Mikkel Dahl er som bekendt rejst til Færøerne, mens Emilio Simonsen har karantæne efter sit fjerde gule kort.

Jacob Egeris og Søren Christensen døjer alle med småskader og spiller ikke, mens Mathias Kristensen testes inden kampen i håb om, at han kan deltage.

For mindst én af spillerne er det afskedsforestilling, idet Jordan Wilson som nævnt i onsdags-avisen ikke får forlænget sin kontrakt.

Der er kick off i Monjasa Park kl. 18:00, og opgøret kan følges på Viaplay.