Ungarsk sensation sender Alcaraz ud i Rom

Carlos Alcaraz (tv.) tabte i to sæt til Fabian Marozsan. Foto: Guglielmo Mangiapane/Reuters

Fabian Marozsan - nummer 135 i verden - slog Carlos Alcaraz ud af italiensk Masters 1000-turnering.

Offentliggjort Sidst opdateret

Verdensranglistens nummer to Carlos Alcaraz er sensationelt sendt ud af Masters 1000-turneringen i Rom allerede i tredje runde.

Alcaraz tabte med cifrene 3-6, 6-7 til ungareren Fabian Marozsan, der rangerer som verdens nummer 135.

Marozsan, der var igennem kvalifikationsturneringen i den italienske hovedstad, spillede sit livs kamp og fuldendte en af årets største tennisoverraskelser.

I første sæt brød Marozsan rent til 3-1 og holdt derfra sin serv og sikrede sig sættet efter godt en halv times spil.

Andet sæt blev et anderledes drama. Marozsan brød til 4-3, men Alcaraz svarede prompte tilbage, og så endte det med en tiebreak.

Her bragte Alcaraz sig foran med 4-1, og så troede man, at spanieren havde fået styr på sagerne.

Men Marozsan blev ved med at slå spektakulære vindere, og ved at vinde de næste seks bolde snuppede han tiebreaken med 7-4 og dermed også sejren.

Den danske stjerne Holger Rune befinder sig i den modsatte lodtrækningshalvdel og kunne ikke have mødt Alcaraz før en eventuel finale.

Rune spiller tirsdag ottendedelsfinale mod australieren Alexei Popyrin. I kvartfinalen er der udsigt til at møde verdensranglistes nummer et, Novak Djokovic.

/ritzau/