Ungløver taber i overtid på isen i Canada

Danmarks U/20-landshold i ishockey må ud i en altafgørende dyst mod Letland på onsdag i forsøget på at forblive blandt verdens 10 bedste nationer.

Det er konsekvensen af mandagens 3-4-nederlag i overtiden til Schweiz i nedrykningsspillet ved A-VM, der spilles i Canada.

Det var ellers Danmarks første point ved mesterskaberne, der blandt andet har budt på store nederlag til USA på 3-11 og Canada på 2-10.

Danmark kom endda også bedst ud fra omklædningsrummet og førte 1-0 efter lidt mere end et minuts spil.

Schweizerne svarede dog flot igen med to hurtige mål, inden Nicklas Jensen udlignede i overtal med et langskud fra blå linje.

18-årige Jensen, der i sommer blev draftet af danskerklubben Vancouver Canucks i NHL, var i det hele taget manden i fokus på dansk side.

Det var nemlig også ham, der med et pucktab i en dansk overtalssituation var skyld i, at schweizerne igen kunne bringe sig foran, men den tidligere Herning-spiller gjorde skaden god igen ved at udligne til 3-3 efter en flot soloaktion kort tid efter.

Schweiz havde faktisk pucken i nettet endnu en gang, men det blev annulleret for høj stok.

Der blev ikke scoret i tredje periode, og dermed måtte kampen ud i forlænget spilletid for at fordele det ekstra point.

Her var schweizerne bedst takket være Tanner Richards mål, som blev scoret efter 3,27 minutters spil.

Kun ét hold rykker ned fra A-gruppen, og det bliver formentlig enten Letland eller Danmark.

USA kan teoretisk set også komme i problemer, men der sker kun, hvis holdet taber til netop Letland tirsdag.

/ritzau/

Det danske U/20-landshold i ishockey var tæt på at overraske mod Schweiz, men måtte nøjes med ét point.

Offentliggjort Sidst opdateret