Liverpool har fået en elendig indledning på Premier League, hvor holdet efter otte kampe ligger under nedrykningsstregen. Holdet fik dog en form for oprejsning, da det torsdag aften blev til 0-0 ude mod Napoli i Europa League.
Gæsterne tog et defensivt udgangspunkt og kan mest af alt være tilfredse med, at organisationen blev bevaret i modsætning til i ligaen, hvor alt har sejlet for traditionsklubben.
Christian Poulsen spillede hele kampen på midtbanen for Liverpool, og han ydede en fornuftig indsats ved siden af unge Jay Spearing, der sammen med en række andre talenter havde fundet vej til startopstillingen.
Af de mere rutinerede spillere sad en kapacitet som Joe Cole på bænken. En skadet Daniel Agger var blevet hjemme, og manager Roy Hodgson havde også valgt at spare både Steven Gerrard og angriberen Fernando Torres.
Kampen var jævnt kedelig med meget spil centralt på banen, men Liverpool kom trods alt frem til et par chancer og kunne med lidt held have vundet opgøret. Tættest på var Milan Jovanovic midt i anden halvleg, men Morgan De Sanctis i Napoli-målet klarede flot.
Liverpool har med resultatet fem point efter tre kampe i gruppe K, en gruppe, der også består af Steaua Bukarest og Utrecht. For Utrecht spillede Michael Silberbauer hele kampen, da den hollandske klub spillede 0-0 mod rumænerne
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde