Union Berlin må alligevel lukke dørene til Bayern-besøg
Union Berlin-spillerne må undvære tilhængernes opbakning på Stadion an der Alte Försterei på lørdag. Foto: Annegret Hilse/Reuters
Annegret Hilse/Reuters
Lokale myndigheder har beordret tomme tribuner, når Union Berlin får besøg af Bayern München.
Bundesligaklubben Union Berlin får alligevel ikke lov til at lukke publikum ind til kampen mod Bayern München på lørdag.
Onsdag morgen har sundhedsmyndighederne i Berlin-bydelen Treptow-Köpenick, som Union Berlin tilhører, beordret portene til Stadion an der Alte Försterei lukket.
Det sker af frygt for spredning af coronavirus.
Union Berlin meddelte ellers tirsdag, at man efter en omfattende risikovurdering havde besluttet at tillade publikum til kampen mod Tysklands mest succesrige klub lørdag aften.
- Jeg kan ikke se nogen grund til, at kampen skulle foregå uden tilskuere, sagde Union-præsident Dirk Zingler tirsdag morgen.
Udmeldingen vakte en del postyr, fordi Tysklands sundhedsminister, Jens Spahn, søndag anbefalede at aflyse arrangementer med mere end 1000 tilskuere.
Den anbefaling valgte Union Berlin imidlertid at se stort på. Men nu har de lokale myndigheder altså givet kontraordre.
Også RB Leipzig har valgt at lukke dørene til lørdagens møde med Freiburg. Den melding kommer, et halvt døgn efter at Leipzig spillede Champions League-kamp med 42.146 tilskuere på Red Bull Arena.
Dermed står det klart, at samtlige kampe i 26. spillerunde i den bedste tyske række bliver afviklet som såkaldte "spøgelseskampe" - altså uden tilskuere på tribunerne.
Allerede onsdag aften mødes Mönchengladbach og Köln i en udsat kamp. Også her er publikum forment adgang.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie