United afviser ny Chelsea-sag

Det engelske mesterhold Manchester United har ifølge den franske klub Le Havre brudt transferreglerne, da englænderne hentede teenageren Paul Pogba til klubben. Det siger franskmændene dagen efter, at Chelsea af det internationale fodboldforbund (Fifa) er blevet straffet hårdt i en lignende sag om spilleren Gael Kakuta, der i 2007 forlod franske Lens.

Men United afviser anklagen.

- Vi har intet at frygte, da vi intet har gjort forkert. Vi ved godt, at Le Havre ikke er tilfreds med os, men vi har handlet korrekt, siger en talsmand for United.

Le Havre vil have Fifa til at kigge på sagen om den 16-årige Pogba.

- Det er en alvorlig sag. Vi er overbevist om, at vi vinder, det er i den bedste interesse for vores klub og vores sport, siger Le Havre-direktør Alain Belsoeur til avisen The Times.

Franskmændene mener, at United ulovligt har tilbudt Pogbas forældre penge, så spilleren valgte at afbryde samarbejdet med Le Havre og i stedet for fortsatte karrieren i den engelske storklub.

Chelsea blev torsdag straffet af Fifa, som har dikteret, at London-klubben i de næste to transfervinduer ikke må indgå kontrakter med nye spillere. Den straf har Chelsea allerede anket.

/ritzau/

Den franske klub Le Havre anklager Manchester United for at lokke teenageren Paul Pogba ulovligt til England. Sagen minder om den, Chelsea er straffet for.

Offentliggjort Sidst opdateret