United basker Lask og sætter kvartfinalekurs
Manchester Uniteds Juan Mata jubler efter sin scoring til 3-0 ude mod Lask Linz. Foto: Lisi Niesner/Reuters
Lisi Niesner/Reuters
Manchester United er godt på vej mod Europa League-kvartfinalerne efter en 5-0-sejr over østrigske Lask Linz.
Ole Gunnar Solskjær og hans United-mandskab sikrede sig torsdag et særdeles godt udgangspunkt inden returkampen mod Lask Linz i Europa League-ottendedelsfinalen.
Foran tomme tribuner på Raiffeisen Arena i byen Pasching blev det således til en 5-0-sejr til United over østrigerne.
Det var to af Uniteds nyankomne spillere, der stod for det engelske holds første mål efter en lille halv times spil.
Her sendte Bruno Fernandes bolden videre til Odion Ighalo. Nigerianeren modtog bolden på kanten af feltet, og efter et par smarte berøringer hamrede han den op i nettaget.
Det var Ighalos fjerde mål i otte kampe.
Et lille kvarter efter pausen var nigerianeren i oplæggerens rolle, da Daniel James efter en omstilling fordoblede gæsternes føring.
Med cirka ti minutter tilbage bankede Juan Mata endnu et søm i Lask-kisten.
Efter en fremragende aflevering ned igennem midten af banen fra Fred blev Mata spillet fri i feltet, og spanieren sparkede køligt 3-0-målet ind.
Stortalentet Mason Greenwood ville også lege med. I overtiden gjorde han det til 4-0, inden Andreas Pereira i de døende sekunder scorede til kampens slutresultat med et drøn fra distancen.
Lask skal dermed på en noget nær umulig mission, når de to hold efter planen mødes igen på Old Trafford om en uge.
Eintracht Frankfurt har også lang vej til avancement. Det tyske hold tabte torsdag hjemme 0-3 til Basel. Den danske landsholdsreserve Frederik Rønnow så hele opgøret fra Frankfurts bænk.
Bedre gik det for Frankfurts ligarivaler Bayer Leverkusen. De kunne rejse hjem fra Glasgow med en 3-1-sejr i bagagen over skotske Rangers.
Med danske Oskar Buur på bænken i hele opgøret spillede Wolverhampton ude 1-1 mod græske Olympiakos.
Torsdagens sidste kamp mellem Wolfsburg og Shakhtar Donetsk endte med en 2-1-sejr til ukrainerne på tysk grund.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker