United-fans invaderer banen i protest mod klubejer
Fans af Manchester United har stormet Old Trafford før klubbens kamp mod Liverpool. Foto: Carl Recine/Reuters
Carl Recine/Reuters
Hundredvis Manchester United-tilhængere har indtaget Old Trafford før søndagens hjemmekamp mod Liverpool.
Manchester United-fans har søndag tiltvunget sig adgang til Old Trafford forud for opgøret mod Liverpool.
Det beretter Sky Sports og flere engelske medier.
Billeder og videoer fra Uniteds hjemmebane viser, at hundredvis af fans har indtaget græstæppet for at protestere mod klubejeren, den amerikanske Glazer-familie.
Den tidligere Liverpool-spiller Stan Collymore har på Twitter lagt en video op fra Old Trafford, hvor der bliver affyret røgbomber af i den ene ende af banen. Samtidig hænger en ung fan på overliggeren og kravler rundt i nettet.
Collymore skriver desuden, at Liverpool-truppen bliver holdt tilbage på spillerhotellet.
Utilfredsheden med Glazer-familien har været stor blandt Uniteds fans, efter at den engelske klub sammen med 11 andre storklubber - blandt andre Liverpool - for nylig var med til at stifte en europæisk udbryderliga med navnet Super League.
Klubberne blev kaldt grådige, og efter et par dage valgte de seks deltagende Premier League-klubber at trække sig fra det storstilede projekt.
Efterfølgende undskyldte Joel Glazer i et åbent brev Uniteds deltagelse i Super League, men undskyldningen har ikke formildet alle fans.
I sidste uge var der også protester uden for stadion og senere på klubbens træningsanlæg.
Søndag startede protesterne uden for det hotel, hvor United-truppen er indkvarteret før mødet med Liverpool, og senere valgte flere tilhængere vise deres utilfredshed inde på Old Trafford.
United og Liverpool mødes klokken 17.30. Skulle United tabe kampen, så er Manchester City engelsk mester.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker