Det, der i tirsdags så ud til at ligne en skidt uge for Manchester United, er blevet til en perfekt en af slagsen med søndagens 2-1-sejr på udebane over Stoke i Premier League.
Dermed har United foruden sejren over Stoke, der havde Thomas Sørensen stående i målet, også vundet over tyrkiske Bursaspor i Champions League samt forlænget kontrakten med Wayne Rooney, selvom det i tirsdags kom frem, at angriberen ville væk fra United.
Rooney var på grund af en skade ikke med mod Stoke, så United-manager Alex Ferguson satsede på mexicanske Javier Hernandez i toppen ved siden af Dimitar Berbatov.
Det viste sig at være et ganske klogt valg, for mexicaneren scorede begge udeholdets mål. Det afgørende til 2-1 blev scoret kort før tid, men den akrobatiske scoring til 1-0 i første halvleg er målet, han vil blive husket mest for.
Efter en god hjørnesparkskombination havnede bolden hos Hernandez, der med ryggen til mål scorede på Thomas Sørensen, som intet kunne stille noget op mod mexicanerens hovedstød med baghovedet. En teknisk meget flot detalje.
Detaljen var klart den flotteste i en kamp, der ikke bød på så meget flot spil, men til gengæld den klassiske engelske fight krydret med højt tempo, intensitet og hårde tacklinger.
Sejren er yderst vigtig for United, der trods en status som det eneste ubesejret hold i Premier League halter efter Chelseas førerhold. United er fem point efter Chelsea - og det er fem uafgjorte kampe i de første ni spillerunder skyld i.
Opgøret i Stoke kunne også have endt uafgjort, da den indskiftede tyrkiske angriber Tuncay Sanli scorede til 1-1 med 10 minutter tilbage.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde