United tager nyt skridt mod mesterskabet
Det er efterhånden temmelig svært at se, hvordan Manchester United skal kunne undgå at stå som vindere af det engelske mesterskab, når sæsonen slutter med sidste spillerunde 19. maj.
Lørdag eftermiddag havde de 19-dobbelte mestre ikke de store problemer med at vinde en ellers potentielt vanskelig udekamp mod nedrykningstruede Sunderland med 1-0, og dermed udbyggede United forspringet i toppen af ligaen.
Hullet ned til de forsvarende mestre, Manchester City, på andenpladsen er på hele 18 point, inden City gik på banen til hjemmekampen mod Newcastle senere lørdag. Der er otte kampe tilbage af sæsonen.
Sunderlands Titus Bramble stod for 1-0-scoringen, da han var uheldig at rette Robin van Persies skud af og blev noteret for et selvmål midtvejs i første halvleg i den chancefattige kamp.
Det var stort set den eneste gang, en Sunderland-spiller udviste nogen form for farlighed i en kamp, hvor hjemmeholdet leverede en så tam indsats, at publikum på Stadium of Light buhede holdet fra banen, da dommeren fløjtede til pause.
Manager Martin O'Neills mandskab har haft en yderst skuffende sæson og ligger blot fire point over nedrykningsstregen.
Uden den skadede topscorer Steven Fletcher var holdet ikke i stand til at udgøre en trussel mod United, der havde danske Anders Lindegaard på bænken.
Hjemmeholdet blev lidt mere aggressivt efter sidebyttet, men kun sjældent havde Nemanja Vidic og Chris Smalling i United-forsvaret grund til at føle sig truet af et hold, der nu ikke har vundet i otte kampe.
Manchester United har til gengæld et yderst solidt rygstød, inden holdet tager imod Manchester City i lokal- og topopgøret i næste weekend.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker