Upresset Quintana sejrer i Catalonien foran Contador
Nairo Quintana blev ikke udfordret i klassementet på sidste etape, som blev vundet af Alexey Tsatevich.
Nairo Quintana (Movistar) vandt søndag etapeløbet Catalonien Rundt, da hans nærmeste forfølgere ikke havde modet eller evnerne til at udfordre den colombianske klatrer.
Alberto Contador (Tinkoff) var blot syv sekunder efter i stillingen, men spanieren forsøgte dårligt nok at presse Quintana, og forspringet forblev uændret i mål, mens Alexey Tsatevich (Katusha) vandt etapen.
Løbet skulle afgøres på en godt 136 kilometer lang etape i Barcelona, hvor feltet skulle tilbagelægge en 6,5 kilometer lang rundstrækning i byen otte gange.
På rundstrækningen var det kendte Montjuic-bjerg, hvis to kilometer lange stigning skulle forceres på hver omgang.
Et udbrud kom tidligt af sted, men feltet med klassementfolkene lod ikke de 12 mand i front komme mere end små tre minutter væk.
Der var tydeligvis nogle ryttere, som ønskede at duellere på sidste Montjuic-opstigning med fire kilometer til toppen.
Chris Froome (Sky) forsøgte et par gange at komme væk, men uden succes, og han sluttede som samlet nummer otte i stillingen - 46 sekunder efter Quintana.
Lykkeridderne havde omkring 50 sekunder ned til feltet, da Montjuic tårnede sig op for sidste gang, og feltet havde forregnet sig.
Flere forsøgte at slippe af sted, men helt forrest havde Alexey Tsatevich og Primoz Roglic (LottoNL-Jumbo) revet sig fri, og de to holdt til mål.
I spurten var Tsatevich klart stærkest, og Roglic lignede heller ikke en mand, som troede på, han kunne true russeren.
Eneste ændring i topstriden var, at Daniel Martin (Etixx-Quickstep) puffede Richie Porte (BMC) af podiets yderste plads, da ireren hentede et par bonussekunder på etapen.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker