Uran i førertrøje: Fem andre kan vinde Giroen
Selv om colombianeren Rigoberto Uran (Quickstep) havde en skidt dag i Giro d'Italia lørdag, øgede han sin føring på søndagens 15. etape.
Derfor var han godt tilfreds med sin egen præstation på en dag, hvor han ganske vist tabte tid til et par konkurrenter, men også vandt tid fra andre.
- Jeg er glad. Jeg havde det bedre i dag. Lørdag havde jeg en gennemsnitlig dag, hvor jeg måske betalte lidt for min præstation på enkeltstarten, siger han.
Uran tabte 42 sekunder til etapevinder Fabio Aru (Astana) og 20 sekunder til Nairo Quintana (Movistar), men vandt 31 sekunder fra Cadel Evans (BMC), så han nu har et minut og tre sekunders forspring til netop australieren Evans på andenpladsen.
Men han har nu været nødt til at erkende, at han må regne flere med i kredsen af ryttere, som kan vinde årets Giro d'Italia. Fabio Aru, som nu er nummer fire i klassementet, er nemlig også blevet en kandidat til sejren.
- Jeg forventede, at de andre ville angribe mig, men jeg blev overrasket over Aru. Jeg så ham i sidste års Giro, hvor han kørte stærkt i den sidste uge, siger Rigoberto Uran, som nu nævner Aru som en trussel, men der er også andre.
- Cadel Evans er en af dem, fordi han er så erfaren og ved, hvordan man kører stærkt i tre uger. De andre er Quintana, Aru, Rafal Majka (Tinkoff-Saxo) og Domenico Pozzovivo (AG2R). Det er dem, som vil være med deroppe, og vi er alle nogenlunde lige stærke, så det bliver et meget tæt løb, siger han.
Mandag er hviledag i Giro d'Italia, men allerede tirsdag venter endnu en bjergetape. Løbet slutter på søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub