Aldrig har et afrikansk hold været tættere på at nå semifinalen ved VM i fodbold. Men i sidste ende blev det Uruguay, der vandt fredagens kvartfinale over Ghana efter et kæmpe drama i Johannesburg.
Kampen endte 1-1 efter forlænget spilletid, og i straffesparkkonkurrencen vandt Uruguay 4-2.
I sidste minut af den forlængede spilletid havde Ghanas Asamoah Gyan alle tiders mulighed for at sikre den historiske sejr, men han sparkede et straffespark på overliggeren.
Det er første gang i 40 år, at Uruguay når helt frem til en VM-semifinale, og holdet er nu klar til at møde Holland.
Ghana må nøjes med at tangere Cameroun og Senegal, som i henholdsvis 1990 og 2002 nåede frem til kvartfinalerne ved VM.
Uruguay var det klart mest toneangivende hold i kampens første halve time. Angriberen Luis Suarez havde et drøn af et skud, som den ghanesiske målmand, Richard Kingson, fik pareret til hjørnespark.
I halvlegens sidste kvarter ændrede kampen karakter. Ghana havde to store chancer på et minut, da Isaac Vorsah først headede lige forbi mål, mens Asamoah Gyan skød tæt forbi stolpen.
Kort før pausen blev Uruguay svækket, da midterforsvareren og anføreren, Diego Lugano, måtte forlade banen, efter at han havde slået sig i en nærkamp.
Som om det ikke var nok, måtte de knapt 90.000 tilskuere på Soccer City Stadium i Johannesburg holde vejret, da Uruguays Jorge Fucile knaldede hovedet i græsset, da han faldt ned på jorden efter at have været højt til vejrs.
Utroligt nok kunne Fucile fortsætte, men han fik muligvis endnu mere ondt i hovedet to minutter inde i tillægstiden af første halvleg, da Ghana bragte sig foran.
Sulley Muntari tog chancen med et herligt skud, som fløj hen over Asamoah Gyan, der dukkede hovedet. Fernando Muslera i Uruguays mål nåede ikke at opdage faren, før det var for sent.
Uruguay kom dog stærkt tilbage i anden halvleg, og efter 55 minutter fik holdet udlignet til 1-1.
Diego Forlan scorede direkte på frispark fra venstre side, da Richard Kingson begik en klassisk fejl med at træde et skridt ind mod midten af målet, mens bolden sejlede ind i det lange målhjørne.
Herefter bølgede kampen frem og tilbage. Luis Suarez havde flere gode muligheder for Uruguay, hvor den meget svingende Richard Kingson skiftevis agerede redningsmand og gavebod, men ind kom bolden ikke i resten af anden halvleg.
I den forlængede spilletid var Ghana heldige, da John Pantsil fældede sydamerikanernes Sebastian Abreu i eget straffesparkfelt, uden at den portugisiske dommer, Olegario Benquerenca, fandt anledning til at gribe ind.
Asamoah Gyan og Kevin Prince Boateng var tæt på at score for Ghana i en flot slutspurt, som kulminerede efter 120 minutter, da Luis Suarez blev udvist for at redde et hovedstød på målstregen med armen.
Asamoah Gyan havde afgørelsen i sine fødder, men spilleren, der scorede to gange på straffespark mod Serbien og Australien i gruppespillet, hamrede bolden på overliggeren fra 11-meter-pletten.
Herefter fulgte straffesparkkonkurrencen, hvor Asamoah Gyan viste stort mod ved at sparke først for Ghana og score sikkert med et højt skud.
Til gengæld brændte anfører John Mensah Ghanas tredje spark, men herefter sparkede Uruguays Maxi Pereira bolden højt over mål.
Det var dog en stakket frist, for også Dominic Adiyiah brændte for Ghana, og herefter viste Sebastian Abreu stort overskud. Spilleren fra Uruguay fintede Richard Kingson til at sætte sig, før han lobbede bolden i mål til sydamerikansk forløsning.
/ritzau/