Urytmisk dansk sejr i Spanien giver matchbold i Boxen
Jorge Maqueda gav i perioder det danske forsvar store problemer i torsdagen opgør i testturneringen Euro Cup, men danskerne fik slidt sig til en sejr. Foto: Carlos Barba/Ritzau Scanpix
En tomålssejr ude mod Spanien betyder, at Danmark kan vinde EHF Euro Cup med en tremålssejr mod Sverige.
De danske verdensmestre i håndbold måtte kæmpe hårdt til det sidste for at hente en sejr på 31-29 over Spanien i Almeria i firenationersturneringen EHF Euro Cup.
Med sejren ligger Danmark fortsat nummer to i puljen inden den afgørende kamp mod Sverige lørdag i Boxen i Herning.
Svenskerne har vundet alle sine fem kampe, mens Danmark kun har tabt et enkelt opgør - nemlig mod Sverige.
Dermed har Danmark skæbnen i egne hænder og kan med en sejr vinde turneringen. Sverige vandt første indbyrdes opgør med to mål, så det skal Danmark overgå, da indbyrdes opgør er afgørende ved pointlighed.
Tyskland er det sidste hold turneringen. Tyskerne ligger sidst med nul point. Spanien har to point.
Danmark kom lidt skævt ind i kampen i det sydspanske og leverede flere tekniske fejl i angrebsspillet.
Spanierne udnyttede dygtigt de danske fejl, og efter ti minutters spil var hjemmeholdet i front med 6-3.
Niklas Landin i målet var heller ikke for alvor stemplet ind, men stille og roligt begyndte han at tage fra, mens især Mathias Gidsel og Rasmus Lauge fandt melodien offensivt.
Kort før pausen havde danskerne spillet sig foran 15-12, men to spanske reduceringer kort før pausefløjt ødelagde lidt af det danske momentum.
Danskerne åbnede tidligt i anden halvleg igen en føring på tre mål, men det blev en urytmisk kamp fra dansk side.
Sjusket spil og brændte chancer gav Spanien en vej tilbage i kampen. Fra 23-20 til Danmark lavede Spanien fire mål på stribe og gik i front.
Emil Nielsen, som fik anden halvleg i målet, fik ikke meget hjælp af sit forsvar, og mod kampens afslutning byttede de to mandskaber mål.
Med tre minutter igen trak Aaron Mensing et straffekast og en spansk udvisning. Det blev afgørende.
Mensing fandt Lukas Jørgensen med et minut igen, netop som den spanske udvisning sluttede. Spanien spillede for en udligning, men Emil Nielsen plukkede et skudforsøg og sikrede sejren.
I sidste sekund sørgede Emil Jakobsen med sin syvende scoring for at blive delt dansk topscorer med Rasmus Lauge.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde