USA og Europa deler point i Ryder Cup

Efter at de første fire point i den legendariske golfdyst mellem USA og Europa er fordelt ved årets Ryder Cup, er spændingen intakt ved stillingen 2-2.

Offentliggjort Sidst opdateret

De første runder ved turneringen, som i år spilles i Medinah Country Club ved Chicago, var såkaldte foursomes, hvor der spilles to-mod-to, hvor hvert hold kun har en bold i spil.

Det amerikanske hold med Phil Mickelson og Keegan Bradley tog turneringens første point med en overraskende sejr over Luke Donald og Sergio Garcia, som inden dysten aldrig før havde tabt en foursome ved Ryder Cup.

Men med tre huller igen førte amerikanerne med fire huller, hvorfor banens resterende huller ikke blev taget i brug.

Kort tid efter udlignede verdensetteren Rory McIlroy og makkeren Graeme McDowell imidlertid stillingen ved at tage det første point til Europa ved at besejre Jim Furyk og Brandt Snedeker efter en tæt duel, der først blev afgjort på banens 18. hul.

I de resterende to kampe blev det også til et point til hvert kontinent.

Efter at Jason Dufner og Zach Johnson igen havde bragt USA i front, leverede det amerikanske ikon Tiger Woods sammen med makkeren Steve Stricker en halvsløj indsats, der atter bragte de forsvarende europæiske mestre på tavlen.

I de tre dage, Ryder Cup spilles, skal de 12 spillere fra hvert hold gennem forskellige former for hulspil, hvor kun den direkte duel i det enkelte spil har betydning for resultatet. Det samlede antal slag har altså ingen betydning.

Efter fredagens første fire foursomes er spillerne nu i gang med det såkaldte fourball, hvor der igen spilles to-mod-to, men hvor hver spiller benytter sin egen bold.

Når hullet afsluttes, er det den bedste score blandt de fire spillere, som vinder hullet.

Også lørdag spilles der både foursomes og fourballs, mens turneringens sidste dag byder på singler, hvor amerikanerne og europæerne dyster en mod en.

/ritzau/