Verdens hurtigste mand, Usain Bolt, har masser af selvtillid forud for VM, der begynder i næste weekend.
Det jamaicanske fartfænomen mener, at han vil være i stand til at genvinde 100- og 200-meter-guld, selvom han ikke er på sit højeste niveau.
- Jeg tror, at jeg vinder med lethed. Når jeg først er i gang, så tror jeg ikke, at nogen kan matche mig ligegyldig hvilken form, jeg er i, siger Usain Bolt til Reuters.
Bolts 2010 blev ødelagt af skader, og derfor tror han ikke på, at der vil blive sat nye verdensrekorder i Daegu i Sydkorea, hvor VM afholdes.
- Jeg kommer for at forsvare mine titler. Det er målet for mig.
- Mange vil gerne have en hurtig tid, og jeg tror, at 9,7 sekunder er nok, siger Bolt med henvisning til 100-meteren.
Landsmanden Asafa Powell har foreløbig været den hurtigste i 2011 med en tid på 9,78 sekunder. Det har Bolt endnu ikke været i nærheden af.
- Skaden har kostet en del. Jeg har ikke været i stand til at presse mig selv tidligere på sæsonen. Man bliver nødt til at tage det stille og roligt.
- Det har været ligesom at starte forfra, forklarer Usain Bolt.
Jamaicaneren satte sine verdensrekorder på 100- og 200-meteren ved VM i Berlin for to år siden. De lyder på henholdsvis 9,58 og 19,19 sekunder.
VM i Sydkorea foregår fra den 27. august frem til 4. september.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker