Usain Bolt skal til prøvetræning med australsk ligahold
Hurtigløberen Usain Bolt har tidligere været til prøvetræning i den tyske bundesligaklub Borussia Dortmund. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters
Gonzalo Fuentes/Reuters
Den australske fodboldklub Central Coast Mariners forhandler med Usain Bolt om en kontrakt.
Den jamaicanske hurtigløber Usain Bolt skal til prøvetræning med den australske fodboldklub Central Coast Mariners.
Det skriver klubben på sin hjemmeside og bekræfter, at den er i forhandlinger om en eventuel kontrakt med den ottedobbelte olympiske mester.
- Det er vigtigt at understrege, at alle forhandlinger mellem Central Coast Mariners og Bolt først kræver en seks uger lang prøvetræning, og ingen kontrakt er garanteret, skriver klubben på hjemmesiden.
Central Coast Mariners spiller i den bedste australske liga, A-league. Holdet vandt ligaen i 2013 og fik en tiendeplads i den seneste sæson.
Det er ikke første gang, at Bolt prøver kræfter som fodboldspiller i en professionel klub. I foråret var den tidligere atletikstjerne til prøvetræning i Bundesliga-klubben Borussia Dortmund.
Han har også tidligere på året spillet med den norske klub Strømsgodset.
- Ud over at han selvfølgelig er ekstremt hurtig, så er tilbagemeldingerne fra Tyskland og Norge også, at han lærer tingene hurtigt og viser store forbedringer efter hver træning, siger Shaun Mielekamp, der er daglig leder i Mariners, til avisen Telegraph ifølge NTB.
Den 31-årige jamaicaner afsluttede sin fænomenale løbekarriere med et regulært antiklimaks til VM i atletik i august sidste år.
På Londons olympiske stadion løb Bolt fjerde og sidste tur for sit land under mændenes 4x100 meter, men på opløbsstrækningen måtte han stoppe op, efter at han blev ramt af en skade.
Bolt så ud til at skulle kæmpe hårdt for at vinde sin 12. VM-guldmedalje, da han indledte sin tur, og det endte altså i en kæmpe skuffelse for et af atletikkens største navne i historien.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker