Det sluttede 0-0 på Farum Park, og dermed er FC Nordsjælland stadig ét point efter FC København i guldduellen.
Derimod er OB tæt på redning i bunden, hvor fynboerne bare skal bruge ét point i sæsonens sidste kampe for at overleve.
Efter en begyndelse, hvor OB spillede frisk med oven på sidste uges succesoplevelse i Parken, satte FC Nordsjælland sig tungt på begivenhederne og kampen.
Hjemmeholdet måtte lade den stærke venstre back Patrick Mtiliga udskifte med en skade allerede efter seks minutter, men det kunne ikke ses.
Tværtimod skabte FC Nordsjælland et væld af gode chancer via stærke kombinationer over begge kanter og gennem midten.
Michael Parkhurst sparkede over mål fra kort afstand, Mikkel Beckmann fik aldrig afsluttet en dribletur inde i feltet, og Jores Okore var gledet, da et FCN-frispark ramte ham i feltet.
Det var historien om FC Nordsjællands kamp. Gennem det meste af sæsonen har de forreste folk været gode til at fordele målene mellem sig, men mod OB manglede der en decideret frontangriber.
OB havde derimod både Morten Skoubo og Rasmus Falk med i feltet, men de var ikke farlige foran mål.
Rasmus Falk lå ofte bare 10 meter foran eget felt, når han modtog bolden, og så var der for langt til FCN-målet til, at den lille tekniker kunne skabe noget.
Billedet var det samme i begge halvlege. Godt nok tilspillede OB sig et par dødbolde efter pausen, men det var stadig FC Nordsjælland, der styrede spillet.
Boldbesiddelsen var på mere end 60 procent, men det kneb fortsat med at udnytte chancerne. Blandt andre Henrik Kildentoft og Mikkel Beckmann var syndere i OB-feltet.
I slutminutterne iværksatte FC Nordsjælland et massivt pres, der kastede indtil flere dødbolde af sig, men ind ville bolden ikke. Tættest på kom Michael Parkhurst med et forsøg på overliggeren.
Det sluttede dermed 0-0 i en kamp, som hjemmeholdet burde have vundet komfortabelt.
FC Nordsjælland møder i sæsonens sidste to kampe Brøndby ude og AC Horsens hjemme. OB møder søndag Lyngby i Odense og i sidste kamp gælder det HB Køge ude.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde